Det er som en tæt bevokset skov, der er plantet på må og få, grene, der vikler sig ind i hinanden uden at vide hvorfor. Der er intet system i det, de skal bare frem, bare videre, vokse sig så lange så muligt, vokse i en uendelighed, filtrere sig så meget ind i hinanden, at de til sidst knækker af. BUM en gren faldt til jorden, ingen tænker på at samle den op, sætte den tilbage i systematisk orden, så hver gren har sit mål, sin længde, sin frihed til at vokse i en bestem retning, uden at vokse ind i en anden. Nej vi samler den, bære den hjem, lægger den et sted for derefter at tænde op i pejsen. PUF op i røg, gløderne sprutter, hvad mon grenen havde at fortælle ?
Ja hvad mon grenen havde at fortælle. Jeg har været på kursus, for at lære at slippe hæmningerne og kontrollen løs, når jeg maler - men det er sværere end man bare lige skulle tro. Jeg har altid været meget perfektionistisk, tingene skal være i system, i orden, og på rette pladser. Så at male bare lige pludselig, på kommando, på tid, det er svært. Men der kom nu nogle meget fine billeder ud af det synes jeg. I dag vil jeg vise jer det ovenstående. Jeg synes det er blevet rigtig smukt - hvis jeg selv skal sige det - det ligner for mig en tæt bevokset skov. Det er malet af fire omgange, hver omgang varede et minut, så altså på fire minutter. Det er spændene at se at der kan komme noget ud af det.
Men tankemylder er der masser af for tiden - overlever gør jeg jo nok - det plejer jeg... Men hvor ville det være rart at have nogle at dele det med...
