Sjælefuglen...

Jeg kender en smuk smuk bog, Sjælefuglen. Den er så sød og så tankevækkende. Jeg vil her vise jer teksten, men jeg kan klart anbefale jer at købe bogen. Dens små og meget simple illustrationer er simpelthen så søde og gør bogen fuldkommen. Den er værd at læse højt for børn, for at lære dem om sjælen og de følelser man har.

Dybt inde i kroppen bor sjælen.
Ingen har ganske vist se den,
men alle ved at den findes.
Og vi ved også hvordan den er

Inde i sjælen
- lige midt i den -
er der en fugl som står på ét ben.
Det er den lille fugl i vores sjæl.
Den føler lige præcis det vi selv føler.

Når vi bli'r kede af det
løber den lille fugl rundt og rundt
og har det ondt

Men når nogle elsker os,
hopper og danser den af glæde
og springer op og ned
og frem og tilbage

Når nogle siger vores navn,
lytter den rigtigt meget
for at finde ud af
hvordan stemmen lyder

Når nogen er vred på os
ruller den sig sammen til en kugle
og bli'r stille og ked af det

men når nogen krammer og kysser os,
vokser den lille fugl som bor inderst inde,
og så bli'r den større og større,
indtil den næsten fylder os helt.
Så glad bli'r den når nogen rigtigt kan lide os.

Ja, for dybt inde i os bor sjælen.
Ingen har set den, det er sandt.
Men alle ved at den findes,
og det er også sandt.
Alle der fødes har en sjæl.
Den skinner og stråler
fra det øjeblik vi fødes,
og den forlader os aldrig
- ikke en eneste gang -
så længe vi lever.
Den er altid hos os som den luft
vi indånder
lige fra vi fødes til vi dør.

Vil du gerne vide helt nøjagtigt
hvordan den lille fugl er ?
Det er meget ligetil;
den er fuld med skuffer.
Men de kan ikke bare
lige åbnes uden videre,
for de er nemlig låst
med en ganske særlig nøgle.
Og kun den lille fugl
i vores sjæl
kan åbne dem.
Men hvordan?
Jo, ser du der er ganske nemt.
Fuglen gør det med sit andet ben

Den lille sjælefugl står på sit ene ben,
men med det andet
(som den har gemt under vingen når den hviler sig)
drejer den nøglen til den skuffe
den vil åbne,
trækker i skuffens håndtag,
og lukker alt det som er i skuffen ud.

Fordi der er en skuffe til alt
hvad vi føler,
har den lille sjælefugl
mange, mange skuffer

en skuffe til glæde og sympati
en skuffe til sorg
en skuffe til energi
en skuffe til praktisk og teori
en skuffe til alt den ikke kan li.
og en skuffe med masser af skuffelser i!
en skuffe til mod og frodighed
en skuffe til utålmodighed
en skuffe til had
en skuffe til nag og nid, som ikke bør åbnes til hver en tid
en skuffe til alt det bedste den ved
en skuffe til kærlighed
en skuffe til de allerinderste hemmeligheder, men den åbnes ikke så tit
Men der er også mange andre skuffer
Der er alle de skuffer, man kan drømme om

sommertider kan man få fuglen til at finde nøglen
lige til den skuffe man helst vil åbne
men andre gange kan den selv finde på at vælge.
når man fx har lyst til at være stille
og beder den om at åbne stilleskuffen
kan den godt finde på at åbne snakkeskuffen i stedet for
og så snakker den bare uden at egentlig vil det.
eller når man vil prøve at lyde tålmodigt, men den lille fugl har åbent for skuffen med utålmodighed
og så blir man skrup-utålmodig.

det kan ske at man blir jaloux uden at ville det.
eller at man bare går i vejen selvom man ønsker at hjælpe.
den lille fugl gør ikke altid som man vil have det
og så går der koks i det hele.

alle mennesker er forskellige
fordi de har forskellige små fugle i sjælen inderst inde.
når sjælefuglen åbner lykkens skuffe
strømmer lykken ud i hele kroppen som jeg ved ikke hvad,
og man blir så glad!

men hvis den åbner skuffen med vrede
blir man så vred og går helt i amok.
indtil fuglen lukker skuffen og synes nu er det nok!

Hvis fuglen har det skidt vil den åbne de skuffer, der får en at føle sig skidt tilpas.
og hvis den har det godt, vil den åbne de skuffer, som får en at føle sig godt tilpas.

Det er altså vigtigt at lytte til den lille fugl i sjælen.
For sommetider kalder den på os, uden at vi hører det.
Og det er virkelig ærgerligt for den vil gerne fortælle os noget om os selv.
Den vil fortælle de følelser som er låst inde i skuffen.

Nogle af os hører den hele tiden.
men andre næsten aldrig
og nogle hører den kun en gang i livet

derfor er det absolut bedst,
måske sent om aftenen, når alt er stille,
at lytte til den lille fugl dybt inde i vores sjæl.

En sød sang

Jeg synes den er så sød denne sang. Første gang jeg hørte den, var egentlig med "Shii" en lille kat der sang, men denne her synes jeg har en meget smukkere stemme. Teksten er rigtig sød. Jeg har bare lyst til at dele den med jer...

Den lille prins

Et af mine ynglings uddrag fra Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry

Da var det ræven dukkede op.
-Goddag, sagde ræven.
-Goddag, svarede den lille prins høfligt og vendte sig om, men han kunne ikke se nogen.
-Jeg er her, sagde stemmen, under æbletræet.
-Hvem er du? spurgte den lille prins, du ser på pæn ud ...
-Jeg er en ræv, sagde ræven.
-Vil du ikke lege med mig? spurgte den lille prins. Jeg er så ked af det.
-Jeg kan ikke lege med dig, sagde ræven, jeg er ikke gjort tam.
-Åh, så må du undskylde, sagde den lille prins. Men da han havde tænkt sig lidt om, tilføjede han:
-Hvad er det at blive gjort tam?
-Du stammer nok ikke herfra, sagde ræven. hvad søger du egentlig?
-Jeg søger mennesker, svarede den lille prins. Men hvad betyder "gøre tam"?
-Mennesker har bøsser, sagde ræven, og de går på jagt. Det er meget generende! De opdrætter også høns. Det er det eneste interessante ved dem. Leder du også efter høns?
-Nej, sagde den lille prins, jeg leder efter venner. Hvad betyder "gøre tam"?
-Noget man i alt for høj grad har glemt. Det betyder at knytte bånd.
-Knytte bånd?
-Ja vist, sagde ræven. Endnu betyder du ikke andet for mig end en lille dreng, mage til hundrede tusinde andre små drenge. Jeg har ikke brug for dig, og du har heller ikke brug for mig. for dig er jeg bare en ræv mage til hundrede tusinde andre ræve. men hvis du gør mig tam, så vil vi få brug for hinanden. Så bliver du den eneste i verden for mig, og jeg bliver den eneste i verden for dig.
-Nu begynder jeg at forstå, sagde den lille prins. Der er en blomst ... den har vist gjort mig tam ...
-Det er muligt, sagde ræven. På Jorden kan man komme ud for lidt af hvert ...
-Jamen det var skam ikke på Jorden, sagde den lille prins. Det så ud, som om rævens nysgerrighed var blevet vakt.
-Var det på en anden planet!
-Ja.
-Var der nogen jægere på den planet?
-Nej.
-Det var højst interessant. Og høns?
-Nej.
-Intet er fuldkomment, sukkede ræven. Men ræven forfulgte sin tanke fra før.
-Mit liv er ensformigt. Jeg jager høns, og menneskene jager mig. Alle høns ligner hinanden, og alle mennesker ligner hinanden. Og derfor keder jeg mig lidt. Men hvis du ville gøre mig tam, ville der komme solskin i mit liv.

Så gjorde den lille prins da ræven tam, og da afrejsens stund nærmede sig, sagde ræven:
-Åh, hvor vil jeg komme til at græde.
-Det er din egen skyld, sagde den lille prins. Det er ikke, fordi jeg er skadefro, men du har selv ønsket, at jeg skulle gøre dig tam ...
-Ja, naturligvis, sagde ræven.
-Men du vil komme til at græde, sagde den lille prins.
-Naturligvis, sagde ræven.
-Jamen, så har du ikke fået noget ud af det!
-Jo, det har jeg sagde ræven. Takket være kornets farve
Derefter tilføjede han:
-Gå hen og se på roserne igen, og du vil forstå, at din er den eneste i verden. Kom så tilbage og sig farvel, og jeg skal som afskedsgave betro dig en hemmelighed.

Den lille prins gik hen og så på roserne.



-I ligner slet ikke min rose, I er slet ingenting endnu, sagde han til dem. Ingen har gjort jer tamme, og I har ikke gjort nogen tamme. I er ligesom ræven var. Den var bare en ræv ligesom hundrede tusinde andre ræve. Men jeg gjorde den til min ven, og nu er den den eneste ræv i verden.

Og roserne blev helt flove.
-I er smukke, men tomme, vedblev han. Man går ikke i døden for jer. En almindelig forbipasserende vil nok tro, at min rose er ligesom I. Den alene er mere betydningsfuld end jer alle sammen, fordi det er den, jeg har vandet.

Den lille prins gik tilbage til ræven:
-Farvel, sagde han.
-Farvel sagde ræven, og nu skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil:
-Kun med hjertet kan man rigtigt se. Det væsentlige er usynligt for øjet.
-Det væsentlige er usynligt for øjet, gentog den lille prins for bedre at huske det.
-Det er den tid du har spildt på din rose, der gør den så betydningsfuld.
-Det er den tid jeg har spildt på min rose…. gentog den lille prins for bedre at huske.
-Men menneskene har glemt denne sandhed, sagde ræven. Men du må aldrig glemme den. Du har for evigt ansvaret, fordi du har gjort den tam.
-Jeg har ansvaret for min rose, gentog den lille prins for bedre at huske

Og livet går videre....

Det er som en tæt bevokset skov, der er plantet på må og få, grene, der vikler sig ind i hinanden uden at vide hvorfor. Der er intet system i det, de skal bare frem, bare videre, vokse sig så lange så muligt, vokse i en uendelighed, filtrere sig så meget ind i hinanden, at de til sidst knækker af. BUM en gren faldt til jorden, ingen tænker på at samle den op, sætte den tilbage i systematisk orden, så hver gren har sit mål, sin længde, sin frihed til at vokse i en bestem retning, uden at vokse ind i en anden. Nej vi samler den, bære den hjem, lægger den et sted for derefter at tænde op i pejsen. PUF op i røg, gløderne sprutter, hvad mon grenen havde at fortælle ?

Ja hvad mon grenen havde at fortælle. Jeg har været på kursus, for at lære at slippe hæmningerne og kontrollen løs, når jeg maler - men det er sværere end man bare lige skulle tro. Jeg har altid været meget perfektionistisk, tingene skal være i system, i orden, og på rette pladser. Så at male bare lige pludselig, på kommando, på tid, det er svært. Men der kom nu nogle meget fine billeder ud af det synes jeg. I dag vil jeg vise jer det ovenstående. Jeg synes det er blevet rigtig smukt - hvis jeg selv skal sige det - det ligner for mig en tæt bevokset skov. Det er malet af fire omgange, hver omgang varede et minut, så altså på fire minutter. Det er spændene at se at der kan komme noget ud af det.

Men tankemylder er der masser af for tiden - overlever gør jeg jo nok - det plejer jeg... Men hvor ville det være rart at have nogle at dele det med...

Then you came...

Jeg har tyvstjålet et digt i dag. Jeg synes det er ufattelig smukt, og virkelig sigende.

All the rest came
They tried to make me laugh
They played their games with me
Some games for fun and some for keeps
And then they went away
Leaving me in the ruins of games
Not knowing which were for keeps and
Which were for fun and
Leaving me alone with the echos of
Laughter that was not mine

Then you came
With your funny way of being
Not quite human
And you made me cry
And you didn't seem to care that I did
You just said the games are over
And waited
Until all my tears were turned into
Joy.

Når man har været udsat for overgreb...

Jeg faldt over denne liste i dag...

Mennesker der har været udsat for seksuelle overgreb, har ofte problemer med:

• vrede

• koncentration

• forholdet til egen krop

• forholdet til det andet køn

• seksualitet og kærlighed

• forhold til mad/søvn

• at være vedholdende

• at begå sig socialt med andre

• at sætte egne grænser og mærke andres

• at vide hvad der er normalt og unormalt.

Puha her sidder jeg så, og kan genkende mig selv i det hele. Vreden der bliver vendt mod sig selv, koncentrationen der stort set ikke eksisterer, forholdet til egen krop, for tyk, for tynd, for grim, uduelig... at holde fast i egen vilje og egen tro, at turde stå ved sig selv og holde fast på sin mening, at sætte sine grænser... puha det var jo bare lige mig. Eller det vil sige, jeg er blevet bedre til at stå op for mig selv, men jeg hader mig selv, jeg er min egen største fjende. Jeg føler ikke jeg er god nok til noget, eller nogen, hvorfor skulle nogen gide mig, hvorfor skulle nogen dog holde af mig? Jeg har jo ikke fortjent det, eller har jeg? Jovist vil nogen sige, alle har fortjent ømhed, nærvær, og kærlighed og omsorg, men hvorfor er der så ingen der vil give mig det? Jeg er egentlig lidt træt af det nogle gange. Jeg kender efterhånden rigtig mange mennesker rundt omkring, men mere er det heller ikke. Der er mange der siger at jeg skal sige til hvis der er noget, men... når det så gælder er der alligevel ingen? Når jeg så har brug for andre, så er de forsvundet, så fortrød de... Alligevel forventer de at jeg hænger i og klarer skårene.

Vejen til heling er hård... især når man skal kæmpe den alene...

Starten på et nyt liv

Det hele blev vendt op og ned, hurtige beslutninger blev truffet og valg blev taget. En flytning blev nødvendigt, og nu sidder man så her, lidt tid efter og tænker over, var det nu et klogt valg. Gjorde man det rigtige, var det forkert, gik det for stærkt, var det for dumt?
Tankerne er mange og ryger igennem hovedet. Nu er jeg nødt til at starte en tilværelse op, helt fra bunden. Det er hårdt at flytte til et fuldstændigt ukendt sted, ingen venner eller veninder, ingenting. Kun mig. Ny lejlighed. Nyt sted. Nye omgivelser. Det hele nyt og ingen ved hvem jeg er. Jeg har mulighed for at digte min egen identitet, men det har jeg ikke intentioner om. Jeg vil bare så gerne for en gangs skyld være mig, være den jeg hele tiden har været, men nu vil jeg turde udtrykke det, leve mit liv, og blive fri...

Så dette må anses som at være starten på et nyt liv.... Mit nye liv. Et liv i fred og ro.... Et liv der kun er mit. Uden unødvendige forstyrrelser...

Griber du mig når jeg falder?

Jeg føler jeg burde gøre noget mere, end det jeg allerede gør. Jeg burde kæmpe noget mere, jeg burde være mere modstandsdygtig. Jeg burde stå imod, jeg burde stå op for mig selv... Jeg burde bare...gøre noget mere... !

jeg burde lade være med at slå mig selv så meget i hovedet!

Glæden burde være stor for tiden, mange ting er endeligt faldet på plads, jeg burde være jublende glad, og alligevel er det med stor ambivalens at jeg tager de valg i mit liv, som jeg nu har taget. På den ene side er jeg glad, jeg ser frem til det med sommerfugle i maven, og på den anden side står jeg med kvalme og gru for hvad der vil komme til at ske. Gru for at situationen ikke bliver bedre. Gru for at det bliver værre. Gru for at det ingen ændring vil give. Det er ikke en rar følelse. Jeg prøver virkelig at se på mig selv, og se at det egentlig er en styrke jeg udviser. Jeg prøver virkelig at se på, at jeg rent faktisk siger fra over for mange denne gang. At jeg siger nej til de situationer jeg bliver bragt i, og jeg derfor forsøger at handle på dem.
Jeg forsøger egentlig at handle ansvarligt, men det har bare så meget mere dybde end som så. Jeg kan ikke besvare spørgsmålene. Jeg forsøger, men jeg kan ikke få ordene ud af min mund. Jeg bliver lammet, føler mig fastlåst, som en lille pige igen. Jeg føler ikke jeg kan få luft. Jeg sidder med det hele inde i hovedet, men at få det formidlet videre, ud med ord, enten via skrift eller tale, det er umuligt. Jeg prøver, men jeg kan ikke.... I stedet bliver jeg ked af det, græder med de usynlige tårer, lader dem knap nok komme frem, før jeg har pakket dem væk igen. Det ville være rart, om man kunne give følelserne frit spil ind i mellem. Det ville være rart hvis jeg turde... hvis nogen var der... til at gribe mig når jeg falder...

Tanker...

Tiden er noget underligt noget. Totalt cliché, nogle gange går dagen bare uden problemer, og andre gange snegler den sig afsted, og hun forstår ikke, hvorfor dagen dog ikke snart er gået.
De dage hvor tiden ikke vil gå, er nogle af de værste. Hun står op, kommer i bad, får tøj på, måske lidt at spise, forsøger at tage sig sammen til alle de ting der bare hober sig op. Tankerne overtager lige så stille dagen, så hun intet får gjort. Det er for fristende at kravle tilbage i sengen og trække sig ind i selvmedlidenhed, vel vidende om at det jo selvfølgelig intet nytter. Men dynen er rar, dynen er tryg. Den svøber sig om hende, lægger sig som en varm og tryg kappe over hende. Giver hende ro, og giver hende plads til at være sig selv. Der under dynen er det tilladt at være sårbar, der er det tilladt at græde, og dynen giver hende det kram, hun aldrig får....

Tankerne omhandler den opvækst hun ville ønske hun var for uden. Ofte føler hun skyld og skam over de ting der skete, men det er i hjertet, med hjernen ved hun godt, at hun jo ikke skyld havde i hans opførsel. Det gør det bare ikke ligefrem lettere. At sætte ord på det han gjorde er svært, hun føler hun har behov for det, men hun føler ikke hun kan. Det er grænseoverskridende og svært. Hun bliver bange og ked af det. Hun tør ikke selv ligge ud med det, hvis hun endelig har mulighed for at tale lidt om det, og andre er for bange for at gøre hende ked af det, så de undlader at spørge hende. Nogle gange har hun lyst til at råbe højt ud "så spørg mig dog for helvede bare" spørg hende, hold hende fast, vis hende at du er der hos hende, vis hende du har tid. Vis hende at det er ok... Trøst hende, hold af hende og hvis det er muligt, så hold om hende. Hun har brug for at nogle tror på at hun taler sandt. Hun har brug for at der er nogle, der tør høre på det, hun har at fortælle.....

Til dig, der ødelagde min barndom!

Aldrig har jeg hadet nogen så inderligt! Aldrig har jeg båret på så
stærk en smerte, så stor en afsky og så dyb en ydmygelse! Og aldrig
har døden været tættere på...

Du ødelagde mig - du smadrede mit liv - du stjal min værdighed, min
selvtillid, min selvrespekt og min uskyldighed!

Hvad gav dig lov til at overtræde hver en grænse i mig? Hvem fanden
tror du at du er? Hvordan kunne du gøre det?

Det værste er, at du faktisk nød det! Fryden i dine onde øjne var
tydelig, angsten i mine var hjerteskærende... Det så du godt - du
kunne mærke min angst, og det tændte dig, dit svin!!
Jo mere smerte du kunne påføre mig, des bedre havde du det. Det var så
åbenlyst, selv for en lille skræmt pige!

Faldt det dig aldrig ind at sex er dybt traumatisk for en lille pige?
Overvejede du aldrig at fuldbyrdet voldtægt var smertefuldt for
mig? Strejfede det dig slet ikke at analsex var fysisk umuligt for så
lille en pige? Du betragtede blodet med et smil på læben, og jeg
væmmes stadig ved din enorme tilfredshed med dig selv. Blødte jeg, var
jobbet gjort ordentligt - så havde du påført mig max antal smerter.
Var det ikke sådan du tænkte?

Jeg kunne ikke rumme smerterne - jeg bed mine hænder og læber til
blods for at holde skrigene tilbage. Jeg har end ikke ord for de
smerter du næsten dagligt pådrog mig. Jeg var altid i tvivl om jeg
ville overleve. Jeg tænkte ofte på, hvornår de stærke smerter og
pinsler ville blive afløst af døden.

Du gjorde mig bange for dig - du brugte mig til dine syge fantasier og
trang til magtfølelse. Du truede mig med døden, og den dag i dag er
jeg stadig overbevist om, at du er i stand til at dræbe! Du er ikke et
menneske - du er simpelthen ikke titlen værdig!!

Hver gang efterlod du mig liggende på den kolde jord - lille, bange og
nøgen. Jeg husker hvordan jeg lå og græd - ofte med blodet løbende ned
ad benene. Sommetider var jeg ved at forsvinde ind i bevidstløsheden
pga. smerterne. Det føltes som black outs - pludselig kunne jeg vågne
op og ikke ane hvor jeg var.

Du skulle altid sætte dig i respekt en ekstra gang inden du gik - når
jeg troede at toppen af smerteniveauet var nået, måtte jeg tro om
igen. Du sparkede mig ofte i maven når jeg lå på siden. Du var jo
udspekuleret, for spark i maven efterlod ikke så nemt blå mærker. Hvis
jeg havde grædt eller skreget under overgrebet, måtte min lille,
sårede krop tage imod endnu flere slag. Jeg husker endda, at jeg
engang kastede blod op efter dine hårde spark - da var jeg sikker på
at jeg skulle dø. Jeg var så bange....
Du var rasende fordi jeg ikke havde gennemført oralsex uden at kaste
op af væmmelse. Hvad fanden havde du regnet med? Du straffede mig med
en voldsom voldtægt, spark i maven og du spyttede efter mig, da du
trak dine bukser op.

Det lykkedes dig, at slå den sidste smule selvrespekt ud af mig. Du
fyldte mig med had - både til dig, men også til mig selv. Jeg følte,
at det var min skyld - en følelse jeg stadig kæmper med hver eneste
dag!

Jeg forstår ikke hvorfor du er sat på denne jord - jeg finder aldrig
en mening med det.

Det er din skyld, at jeg dagligt har stærke smerter, både psykisk og
fysisk. Det er din skyld, at jeg græder mig i søvn hver nat, og det er
din skyld, at jeg ikke holder af livet. Alt dette er din skyld, men
det er mig der må kæmpe hårdt for at lære at acceptere mig selv, min
fortid og din umenneskelige opførsel. Det er dybt uretfærdigt.

Jeg har aldrig bedt om at blive voldtaget, slået, misbrugt, truet,
hånt og nedgjort. Jeg blev aldrig spurgt, men endnu en gang er det mig
der får straffen! Det er DIN skyld!!!
Men du får mig ikke ned med nakken igen!! Mit had til dig er næsten
ubærligt - det æder mig op - også det skal jeg lære at tackle!

Jeg vil så gerne gøre dig ondt, som du har gjort mig ondt. Men jeg
ved, at det ønske aldrig bliver indfriet! Det er jeg ikke i stand til
at indfri - og jeg vil aldrig se dig igen!! ALDRIG!!

Jeg kan kun bede til, at du brænder op i Helvede! Du er ikke mere
værd! Du har ikke fortjent livet!!

Jeg hader dig så dybt, så inderligt og så smerteligt!

Hilsen din datter....

Tænk hvis børn var roser...

Hvis børn var roser...

Tænk nu lige engang
Hvis børn var roser
Som voksede i de voksnes haver
Hvis de blev vandet
eller bundet op
Når de ikke længere
Kunne gro alene

Så kom de på rette vej...

Kære Far

Kære far.
Hvad tænkte du egentlig første gang, du gennemførte en voldtægt af mig? Jeg var ikke særlig gammel, så jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad der gik igennem hovedet på dig? Hvorfor tændte det dig at se mig lide en så stor smerte? Hvad gjorde det ved dig, når du endnu engang gennembankede min stakkels lille krop? Hvad tænkte du på, når du bare gik ud af rummet, og lod mig ligge, alene, forladt, gennembanken, voldtaget og ydmyget? Hvad skete der inde i dit hovedet i det sekund?
Faldt det dig virkelig aldrig ind, at du burde passe på mig i stedet for? Nød du virkelig at se mig græde? Nød du virkelig at voldtage mig? Nød du virkelig at se blodet løbe?
Far, nød du virkelig at udsætte mig for alle de ting? Fortæl mig det far, fortæl mig venligst hvorfor du gjorde det, fortæl mig venligst om det var det eneste der kunne få dig til at føle dig som en mand?
Tænk sig, at en fuldvoksen mand, er nødt til at voldtage og ydmyge sin egen datter, på det absolut groveste. Tænk sig at en fuldvoksen mand, er nødt til, på den måde at misbruge en uskyldig og hjælpeløs pige, for at kunne føle sig som en mand!?

Den dag i dag er min krop stadig helt smadret, efter alle de ting du udsatte mig for. Jeg lever i et smertehelvede, psykisk såvel som fysisk. Jeg kæmper en kamp for at komme videre, og prøver at lære at holde af mig selv, men det er svært. Jeg har tænkt og gransket min hjerne, for at finde en forklaring, men jeg får nok aldrig et svar, jeg får aldrig et svar på, hvorfor du valgte at gøre det.

Hilsen din Datter…

En lille intro...

Jeg må vel hellere fortælle, hvem hun i bund og grund er, hende der sidder her og har taget hul på en så personlig blog? Men at skrive noget interessant, om et temmelig uinteressant materiale, det er vel på forhånd dømt til at mislykkes?
Du ved ikke særlig meget om hende, du ved hun har været en barsk opvækst igennem, du ved hun kan noget med ord, og har en viljestyke i sig, behøver du i bund og grund mere end det?

Hun ved ikke helt selv hvem hun er, hun har endnu ikke fundet ud af det. Om hun nogen sinde kommer til at finde ud af det, er meget usikkert på nuværende tidspunkt. Hun prøver at kæmpe for det, men at kæmpe alene er meget svært.

Hun har altid kunnet noget med ordene, og har altid elsket at lege med dem, og sat dem sammen på kryds og tværs. Hun leger ikke kun med ordene, men bevæger sig også til tider ud i kunstens verden. Hun maler billeder og laver mange finurlige ting og sager.

Forhåbentlig er denne info nok til, at du fremover vil læse med og bevæge dig ind i En Engels Univers, det håber hun i hvert fald på, og læg gerne en kommentar med på vejen, hvad enten det er ris eller ros. Det er rart at få en smule feedback med på vejen i livet.

Velkommen indenfor i en engels univers

Selvom jeg ikke er en engel, har jeg valgt at kalde min blog for en engels univers.
Jeg er en ung kvinde der har prøvet mere end børn burde prøve, og min måde at komme videre på, er at skrive mig ud af smerten. Det kræver blod sved og tårer, men hver gang jeg har sat ord på, føler jeg mig lidt lettere, på sigt kommer jeg forhåbentlig til at føle mig hel.
Det du vil komme til at læse her, vil være nogle af alle mine tanker og ting jeg oplever. Nogle ting vil være mere barske end andre, så er du advaret på forhånd.
Jeg vil derfor gerne byde dig velkommen indenfor, i en engels univers.