At spise når man er panisk angst for mad...

Det er ikke det letteste i verden kan jeg fortælle! Jeg ved ikke om jeg kan beskrive det. Men jeg vil prøve på det. Hen over det sidste år, er det gået meget op og ned med min spiseforstyrrelse. Jeg har tabt mig en del, taget noget af det på igen, men tabt det igen nu her.
Jeg var kommet lidt op, men nu er jeg kommet helt ned igen. Denne gang nok desværre langt værre end hidtil. Jeg er blevet virkelig bange for mad. Jeg er blevet bange for mad, på en helt anden måde end jeg tidligere har prøvet at være det.
Jeg har dog faktisk lyst til at spise, men jeg går i panik når jeg ser maden. Lige så snart jeg ser det, begynder mit hjerte at slå, hænderne begynder at ryste, jeg begynder at fryse og får det virkelig dårligt. Især når det er usunde ting eller ting med mange kalorier og kulhydrater. Jeg kan slet ikke røre ris, pasta og kartofler f.eks. Jeg kan slet ikke have det i min mund.
Grøntsager uden for højt kulhydratindhold går sådan rimelig ok, og kylling og fisk, men... det er stadig svært og det står slemt til.

Jeg kan ikke fordrage Cola - men jeg er begyndt at drikke cola - på den måde slipper jeg for at drikke særlig meget, for hvorfor drikke noget man ikke kan fordrage?

Jeg skammer mig over at sige det, men jeg kan faktisk godt lide det der sker med min krop lige nu. Jeg kan godt lide at jeg kan se at jeg er blevet tyndere. Jeg kan godt lide at mærke at min mave er blevet tyndere. Men det gør mig bange, at jeg bliver svimmel, at jeg ryster, at jeg fryser så meget som jeg gør... Jeg kan ikke holde varmen. Mit BMI er på nuværende tidspunkt 21.2 så det er jo ikke faretruende lavt overhovedet, men jeg er ved at være ok slank. Jeg kan bare ikke se det. Jeg kan virkelig virkelig ikke se det. I dag fik jeg ros for hvor slank jeg er blevet. Jeg havde en flot talje og det så godt ud... men jeg kan ikke se det. Jeg ser bare dellerne, jeg ser fedtet på maven. Jeg ser bulerne under blusen, maven der går ud over bukserne. Jeg ser alt det ulækre. Samtidig ser jeg også hvor tydelige mine kraveben er blevet.

Jeg føler mig godt og grundig personlighedsspaltet. Jeg føler mig.... ja hvad føler jeg mig egentlig? Jeg har tænkt meget over, om jeg egentlig ønsker at ændre på det. Mit svar er JA! Jeg ønsker faktisk at ændre på det. Men jeg ved virkelig ikke hvordan. Slet ikke nu hvor jeg er blevet så panisk angst og nærmest går rundt i et konstant angstanfald. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg får angst i tide og utide. I toget, i bussen, når jeg er ude at handle... det kan være når som helst. Det er mange år siden jeg sidst har haft det så slemt. Det er ikke så rart.

Der er blevet rodet godt og grundigt op og ned i alt lige for tiden. Jeg er startet i terapi - det er hårdt. Rigtig hårdt. Til trods for jeg ikke engang har været der så mange gange. Jeg håber at jeg snart finder fodfæste, for som livet er lige nu, så er jeg ikke i mig selv. Jeg lever ikke lige nu... Jeg føler jeg er ved at give op...

At føle sig røvrendt og gået bag om ryggen!

Det er den følelse jeg sidder med lige nu og jeg er virkelig virkelig ked af det !

Jeg har den her... veninde vel? Eller det troede jeg... Jeg har det ikke særlig godt for tiden. De sidste dage er det taget til, og humøret er helt i bund. Jeg kan ikke rigtig overskue noget. Jeg tager mig af de ting jeg SKAL, men resten får lov til at flyde. Jeg ligger under min dyne det meste af dagen, er angst og kan ikke finde ro.
Jeg forsøgte i aftes at række en hånd ud, fordi jeg havde brug for hende. Hun havde ikke mulighed for at være der på den måde jeg havde brug for det. Hvilket er fair nok. Her i dag forsøgte jeg at fortælle hvordan jeg føler lige pt. I stedet for at sige noget er hun i stedet gået fuldstændig bag om ryggen på mig, så jeg modtager pludseligt et opkald fra en mand jeg kun kender af navn, men aldrig har talt med eller andet. Jeg aner sådan set ikke hvem han er. Jeg blev både sur og uendeligt skuffet. Jeg betroede mig nogle ting til hende. Det er fair nok ikke at kunne rumme det, men at gå bag om ryggen på mig, på den måde, jeg føler mig så lousy og skuffet, mest af alt... svigtet...! Og enormt ked af det ! Jeg havde bare brug for at blive rummet... og et knus...

Jeg er virkelig virkelig ked af at hun vælger at gøre det her. Jeg troede på at det her var et venskab der kunne udvikles. Aftalen er at jeg skal holde juleaften der. Nu har jeg bedt hende om bare at glemme mig og jeg finder en anden løsning med juleaften. Skrådt op med det !

Det kan fandme være så fuckings lige meget. Jeg rækker aldrig hånden ud til andre, fordi jeg netop er så vant til at blive skuffet, svigtet og røvrendt. Nu blev jeg det så igen. Jovist hun har gjort det i den bedste mening - men for fanden - hun kunne i det mindste have været så voksen og fortælle mig det i stedet for bare at gøre det. Fuck hvor er jeg ved at være træt af at alle bare pisser på min tillid på den måde. Jeg gider simpelthen ikke det her lort mere ! Jeg er ved at give op......