Nogle gange....

Ville det seriøst være lettere bare at give op! Helt seriøst - jeg mener det!

Hvad er meningen overhovedet med livet? Du skal ikke vove på at sige 42, for det giver ingen mening overhovedet! Seriøst, hvad er meningen med at jeg er her? Hvorfor skal jeg trækkes rundt som en elefant i manegen hele tiden, hvor alle kan more sig kosteligt over mit liv og min færden? Hvorfor skal jeg udsættes for den smerte det er at leve livet? Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at forsvinde langt væk? Det giver jo ingen mening det her? Hvad er jeg overhovedet sat på jorden for?

Ja ja ja jeg ved godt hvad du vil sige, men ... det nytter altså ingenting! Jeg synes virkelig det er meningsløst at blive ved med at kæmpe. Det hele er jo bare et stort virvar oppe i mit forkvaklede hoved. Tankemylder, tankevirvar og et stort rod som jeg ikke aner hvordan jeg skal få hoved eller hale i.

Jeg er efterhånden der, hvor jeg bare virkelig ikke gider mere ! Jeg gider ikke engang forsøge at få et samtaleforløb, for jeg får jo alligevel altid afslag. Hver gang jeg endelig får noget i sigte, så får jeg det ikke alligevel. Jeg tror det er fåtallet af mennesker, der ved hvor hårdt det faktisk er hele tiden at løbe imod en mur. Alle bliver ved med at sige, jamen du er nødt til at blive ved. Men hvis de dog bare vidste, hvor hårdt det er, altid at skulle rejse sig op igen. Alene. For at kæmpe videre igen. Alene. Det er så ulige en kamp at det er simpelthen ikke fair!

Jeg ville ønske, at der var nogen til at gribe mig... for jeg er i frit fald....