Then you came...

Jeg har tyvstjålet et digt i dag. Jeg synes det er ufattelig smukt, og virkelig sigende.

All the rest came
They tried to make me laugh
They played their games with me
Some games for fun and some for keeps
And then they went away
Leaving me in the ruins of games
Not knowing which were for keeps and
Which were for fun and
Leaving me alone with the echos of
Laughter that was not mine

Then you came
With your funny way of being
Not quite human
And you made me cry
And you didn't seem to care that I did
You just said the games are over
And waited
Until all my tears were turned into
Joy.

Når man har været udsat for overgreb...

Jeg faldt over denne liste i dag...

Mennesker der har været udsat for seksuelle overgreb, har ofte problemer med:

• vrede

• koncentration

• forholdet til egen krop

• forholdet til det andet køn

• seksualitet og kærlighed

• forhold til mad/søvn

• at være vedholdende

• at begå sig socialt med andre

• at sætte egne grænser og mærke andres

• at vide hvad der er normalt og unormalt.

Puha her sidder jeg så, og kan genkende mig selv i det hele. Vreden der bliver vendt mod sig selv, koncentrationen der stort set ikke eksisterer, forholdet til egen krop, for tyk, for tynd, for grim, uduelig... at holde fast i egen vilje og egen tro, at turde stå ved sig selv og holde fast på sin mening, at sætte sine grænser... puha det var jo bare lige mig. Eller det vil sige, jeg er blevet bedre til at stå op for mig selv, men jeg hader mig selv, jeg er min egen største fjende. Jeg føler ikke jeg er god nok til noget, eller nogen, hvorfor skulle nogen gide mig, hvorfor skulle nogen dog holde af mig? Jeg har jo ikke fortjent det, eller har jeg? Jovist vil nogen sige, alle har fortjent ømhed, nærvær, og kærlighed og omsorg, men hvorfor er der så ingen der vil give mig det? Jeg er egentlig lidt træt af det nogle gange. Jeg kender efterhånden rigtig mange mennesker rundt omkring, men mere er det heller ikke. Der er mange der siger at jeg skal sige til hvis der er noget, men... når det så gælder er der alligevel ingen? Når jeg så har brug for andre, så er de forsvundet, så fortrød de... Alligevel forventer de at jeg hænger i og klarer skårene.

Vejen til heling er hård... især når man skal kæmpe den alene...

Starten på et nyt liv

Det hele blev vendt op og ned, hurtige beslutninger blev truffet og valg blev taget. En flytning blev nødvendigt, og nu sidder man så her, lidt tid efter og tænker over, var det nu et klogt valg. Gjorde man det rigtige, var det forkert, gik det for stærkt, var det for dumt?
Tankerne er mange og ryger igennem hovedet. Nu er jeg nødt til at starte en tilværelse op, helt fra bunden. Det er hårdt at flytte til et fuldstændigt ukendt sted, ingen venner eller veninder, ingenting. Kun mig. Ny lejlighed. Nyt sted. Nye omgivelser. Det hele nyt og ingen ved hvem jeg er. Jeg har mulighed for at digte min egen identitet, men det har jeg ikke intentioner om. Jeg vil bare så gerne for en gangs skyld være mig, være den jeg hele tiden har været, men nu vil jeg turde udtrykke det, leve mit liv, og blive fri...

Så dette må anses som at være starten på et nyt liv.... Mit nye liv. Et liv i fred og ro.... Et liv der kun er mit. Uden unødvendige forstyrrelser...