Jeg føler jeg burde gøre noget mere, end det jeg allerede gør. Jeg burde kæmpe noget mere, jeg burde være mere modstandsdygtig. Jeg burde stå imod, jeg burde stå op for mig selv... Jeg burde bare...gøre noget mere... !
jeg burde lade være med at slå mig selv så meget i hovedet!
Glæden burde være stor for tiden, mange ting er endeligt faldet på plads, jeg burde være jublende glad, og alligevel er det med stor ambivalens at jeg tager de valg i mit liv, som jeg nu har taget. På den ene side er jeg glad, jeg ser frem til det med sommerfugle i maven, og på den anden side står jeg med kvalme og gru for hvad der vil komme til at ske. Gru for at situationen ikke bliver bedre. Gru for at det bliver værre. Gru for at det ingen ændring vil give. Det er ikke en rar følelse. Jeg prøver virkelig at se på mig selv, og se at det egentlig er en styrke jeg udviser. Jeg prøver virkelig at se på, at jeg rent faktisk siger fra over for mange denne gang. At jeg siger nej til de situationer jeg bliver bragt i, og jeg derfor forsøger at handle på dem.
Jeg forsøger egentlig at handle ansvarligt, men det har bare så meget mere dybde end som så. Jeg kan ikke besvare spørgsmålene. Jeg forsøger, men jeg kan ikke få ordene ud af min mund. Jeg bliver lammet, føler mig fastlåst, som en lille pige igen. Jeg føler ikke jeg kan få luft. Jeg sidder med det hele inde i hovedet, men at få det formidlet videre, ud med ord, enten via skrift eller tale, det er umuligt. Jeg prøver, men jeg kan ikke.... I stedet bliver jeg ked af det, græder med de usynlige tårer, lader dem knap nok komme frem, før jeg har pakket dem væk igen. Det ville være rart, om man kunne give følelserne frit spil ind i mellem. Det ville være rart hvis jeg turde... hvis nogen var der... til at gribe mig når jeg falder...
fredag den 15. januar 2010
tirsdag den 12. januar 2010
Tanker...
Tiden er noget underligt noget. Totalt cliché, nogle gange går dagen bare uden problemer, og andre gange snegler den sig afsted, og hun forstår ikke, hvorfor dagen dog ikke snart er gået.
De dage hvor tiden ikke vil gå, er nogle af de værste. Hun står op, kommer i bad, får tøj på, måske lidt at spise, forsøger at tage sig sammen til alle de ting der bare hober sig op. Tankerne overtager lige så stille dagen, så hun intet får gjort. Det er for fristende at kravle tilbage i sengen og trække sig ind i selvmedlidenhed, vel vidende om at det jo selvfølgelig intet nytter. Men dynen er rar, dynen er tryg. Den svøber sig om hende, lægger sig som en varm og tryg kappe over hende. Giver hende ro, og giver hende plads til at være sig selv. Der under dynen er det tilladt at være sårbar, der er det tilladt at græde, og dynen giver hende det kram, hun aldrig får....
Tankerne omhandler den opvækst hun ville ønske hun var for uden. Ofte føler hun skyld og skam over de ting der skete, men det er i hjertet, med hjernen ved hun godt, at hun jo ikke skyld havde i hans opførsel. Det gør det bare ikke ligefrem lettere. At sætte ord på det han gjorde er svært, hun føler hun har behov for det, men hun føler ikke hun kan. Det er grænseoverskridende og svært. Hun bliver bange og ked af det. Hun tør ikke selv ligge ud med det, hvis hun endelig har mulighed for at tale lidt om det, og andre er for bange for at gøre hende ked af det, så de undlader at spørge hende. Nogle gange har hun lyst til at råbe højt ud "så spørg mig dog for helvede bare" spørg hende, hold hende fast, vis hende at du er der hos hende, vis hende du har tid. Vis hende at det er ok... Trøst hende, hold af hende og hvis det er muligt, så hold om hende. Hun har brug for at nogle tror på at hun taler sandt. Hun har brug for at der er nogle, der tør høre på det, hun har at fortælle.....
De dage hvor tiden ikke vil gå, er nogle af de værste. Hun står op, kommer i bad, får tøj på, måske lidt at spise, forsøger at tage sig sammen til alle de ting der bare hober sig op. Tankerne overtager lige så stille dagen, så hun intet får gjort. Det er for fristende at kravle tilbage i sengen og trække sig ind i selvmedlidenhed, vel vidende om at det jo selvfølgelig intet nytter. Men dynen er rar, dynen er tryg. Den svøber sig om hende, lægger sig som en varm og tryg kappe over hende. Giver hende ro, og giver hende plads til at være sig selv. Der under dynen er det tilladt at være sårbar, der er det tilladt at græde, og dynen giver hende det kram, hun aldrig får....
Tankerne omhandler den opvækst hun ville ønske hun var for uden. Ofte føler hun skyld og skam over de ting der skete, men det er i hjertet, med hjernen ved hun godt, at hun jo ikke skyld havde i hans opførsel. Det gør det bare ikke ligefrem lettere. At sætte ord på det han gjorde er svært, hun føler hun har behov for det, men hun føler ikke hun kan. Det er grænseoverskridende og svært. Hun bliver bange og ked af det. Hun tør ikke selv ligge ud med det, hvis hun endelig har mulighed for at tale lidt om det, og andre er for bange for at gøre hende ked af det, så de undlader at spørge hende. Nogle gange har hun lyst til at råbe højt ud "så spørg mig dog for helvede bare" spørg hende, hold hende fast, vis hende at du er der hos hende, vis hende du har tid. Vis hende at det er ok... Trøst hende, hold af hende og hvis det er muligt, så hold om hende. Hun har brug for at nogle tror på at hun taler sandt. Hun har brug for at der er nogle, der tør høre på det, hun har at fortælle.....
lørdag den 9. januar 2010
Til dig, der ødelagde min barndom!
Aldrig har jeg hadet nogen så inderligt! Aldrig har jeg båret på så
stærk en smerte, så stor en afsky og så dyb en ydmygelse! Og aldrig
har døden været tættere på...
Du ødelagde mig - du smadrede mit liv - du stjal min værdighed, min
selvtillid, min selvrespekt og min uskyldighed!
Hvad gav dig lov til at overtræde hver en grænse i mig? Hvem fanden
tror du at du er? Hvordan kunne du gøre det?
Det værste er, at du faktisk nød det! Fryden i dine onde øjne var
tydelig, angsten i mine var hjerteskærende... Det så du godt - du
kunne mærke min angst, og det tændte dig, dit svin!!
Jo mere smerte du kunne påføre mig, des bedre havde du det. Det var så
åbenlyst, selv for en lille skræmt pige!
Faldt det dig aldrig ind at sex er dybt traumatisk for en lille pige?
Overvejede du aldrig at fuldbyrdet voldtægt var smertefuldt for
mig? Strejfede det dig slet ikke at analsex var fysisk umuligt for så
lille en pige? Du betragtede blodet med et smil på læben, og jeg
væmmes stadig ved din enorme tilfredshed med dig selv. Blødte jeg, var
jobbet gjort ordentligt - så havde du påført mig max antal smerter.
Var det ikke sådan du tænkte?
Jeg kunne ikke rumme smerterne - jeg bed mine hænder og læber til
blods for at holde skrigene tilbage. Jeg har end ikke ord for de
smerter du næsten dagligt pådrog mig. Jeg var altid i tvivl om jeg
ville overleve. Jeg tænkte ofte på, hvornår de stærke smerter og
pinsler ville blive afløst af døden.
Du gjorde mig bange for dig - du brugte mig til dine syge fantasier og
trang til magtfølelse. Du truede mig med døden, og den dag i dag er
jeg stadig overbevist om, at du er i stand til at dræbe! Du er ikke et
menneske - du er simpelthen ikke titlen værdig!!
Hver gang efterlod du mig liggende på den kolde jord - lille, bange og
nøgen. Jeg husker hvordan jeg lå og græd - ofte med blodet løbende ned
ad benene. Sommetider var jeg ved at forsvinde ind i bevidstløsheden
pga. smerterne. Det føltes som black outs - pludselig kunne jeg vågne
op og ikke ane hvor jeg var.
Du skulle altid sætte dig i respekt en ekstra gang inden du gik - når
jeg troede at toppen af smerteniveauet var nået, måtte jeg tro om
igen. Du sparkede mig ofte i maven når jeg lå på siden. Du var jo
udspekuleret, for spark i maven efterlod ikke så nemt blå mærker. Hvis
jeg havde grædt eller skreget under overgrebet, måtte min lille,
sårede krop tage imod endnu flere slag. Jeg husker endda, at jeg
engang kastede blod op efter dine hårde spark - da var jeg sikker på
at jeg skulle dø. Jeg var så bange....
Du var rasende fordi jeg ikke havde gennemført oralsex uden at kaste
op af væmmelse. Hvad fanden havde du regnet med? Du straffede mig med
en voldsom voldtægt, spark i maven og du spyttede efter mig, da du
trak dine bukser op.
Det lykkedes dig, at slå den sidste smule selvrespekt ud af mig. Du
fyldte mig med had - både til dig, men også til mig selv. Jeg følte,
at det var min skyld - en følelse jeg stadig kæmper med hver eneste
dag!
Jeg forstår ikke hvorfor du er sat på denne jord - jeg finder aldrig
en mening med det.
Det er din skyld, at jeg dagligt har stærke smerter, både psykisk og
fysisk. Det er din skyld, at jeg græder mig i søvn hver nat, og det er
din skyld, at jeg ikke holder af livet. Alt dette er din skyld, men
det er mig der må kæmpe hårdt for at lære at acceptere mig selv, min
fortid og din umenneskelige opførsel. Det er dybt uretfærdigt.
Jeg har aldrig bedt om at blive voldtaget, slået, misbrugt, truet,
hånt og nedgjort. Jeg blev aldrig spurgt, men endnu en gang er det mig
der får straffen! Det er DIN skyld!!!
Men du får mig ikke ned med nakken igen!! Mit had til dig er næsten
ubærligt - det æder mig op - også det skal jeg lære at tackle!
Jeg vil så gerne gøre dig ondt, som du har gjort mig ondt. Men jeg
ved, at det ønske aldrig bliver indfriet! Det er jeg ikke i stand til
at indfri - og jeg vil aldrig se dig igen!! ALDRIG!!
Jeg kan kun bede til, at du brænder op i Helvede! Du er ikke mere
værd! Du har ikke fortjent livet!!
Jeg hader dig så dybt, så inderligt og så smerteligt!
Hilsen din datter....
stærk en smerte, så stor en afsky og så dyb en ydmygelse! Og aldrig
har døden været tættere på...
Du ødelagde mig - du smadrede mit liv - du stjal min værdighed, min
selvtillid, min selvrespekt og min uskyldighed!
Hvad gav dig lov til at overtræde hver en grænse i mig? Hvem fanden
tror du at du er? Hvordan kunne du gøre det?
Det værste er, at du faktisk nød det! Fryden i dine onde øjne var
tydelig, angsten i mine var hjerteskærende... Det så du godt - du
kunne mærke min angst, og det tændte dig, dit svin!!
Jo mere smerte du kunne påføre mig, des bedre havde du det. Det var så
åbenlyst, selv for en lille skræmt pige!
Faldt det dig aldrig ind at sex er dybt traumatisk for en lille pige?
Overvejede du aldrig at fuldbyrdet voldtægt var smertefuldt for
mig? Strejfede det dig slet ikke at analsex var fysisk umuligt for så
lille en pige? Du betragtede blodet med et smil på læben, og jeg
væmmes stadig ved din enorme tilfredshed med dig selv. Blødte jeg, var
jobbet gjort ordentligt - så havde du påført mig max antal smerter.
Var det ikke sådan du tænkte?
Jeg kunne ikke rumme smerterne - jeg bed mine hænder og læber til
blods for at holde skrigene tilbage. Jeg har end ikke ord for de
smerter du næsten dagligt pådrog mig. Jeg var altid i tvivl om jeg
ville overleve. Jeg tænkte ofte på, hvornår de stærke smerter og
pinsler ville blive afløst af døden.
Du gjorde mig bange for dig - du brugte mig til dine syge fantasier og
trang til magtfølelse. Du truede mig med døden, og den dag i dag er
jeg stadig overbevist om, at du er i stand til at dræbe! Du er ikke et
menneske - du er simpelthen ikke titlen værdig!!
Hver gang efterlod du mig liggende på den kolde jord - lille, bange og
nøgen. Jeg husker hvordan jeg lå og græd - ofte med blodet løbende ned
ad benene. Sommetider var jeg ved at forsvinde ind i bevidstløsheden
pga. smerterne. Det føltes som black outs - pludselig kunne jeg vågne
op og ikke ane hvor jeg var.
Du skulle altid sætte dig i respekt en ekstra gang inden du gik - når
jeg troede at toppen af smerteniveauet var nået, måtte jeg tro om
igen. Du sparkede mig ofte i maven når jeg lå på siden. Du var jo
udspekuleret, for spark i maven efterlod ikke så nemt blå mærker. Hvis
jeg havde grædt eller skreget under overgrebet, måtte min lille,
sårede krop tage imod endnu flere slag. Jeg husker endda, at jeg
engang kastede blod op efter dine hårde spark - da var jeg sikker på
at jeg skulle dø. Jeg var så bange....
Du var rasende fordi jeg ikke havde gennemført oralsex uden at kaste
op af væmmelse. Hvad fanden havde du regnet med? Du straffede mig med
en voldsom voldtægt, spark i maven og du spyttede efter mig, da du
trak dine bukser op.
Det lykkedes dig, at slå den sidste smule selvrespekt ud af mig. Du
fyldte mig med had - både til dig, men også til mig selv. Jeg følte,
at det var min skyld - en følelse jeg stadig kæmper med hver eneste
dag!
Jeg forstår ikke hvorfor du er sat på denne jord - jeg finder aldrig
en mening med det.
Det er din skyld, at jeg dagligt har stærke smerter, både psykisk og
fysisk. Det er din skyld, at jeg græder mig i søvn hver nat, og det er
din skyld, at jeg ikke holder af livet. Alt dette er din skyld, men
det er mig der må kæmpe hårdt for at lære at acceptere mig selv, min
fortid og din umenneskelige opførsel. Det er dybt uretfærdigt.
Jeg har aldrig bedt om at blive voldtaget, slået, misbrugt, truet,
hånt og nedgjort. Jeg blev aldrig spurgt, men endnu en gang er det mig
der får straffen! Det er DIN skyld!!!
Men du får mig ikke ned med nakken igen!! Mit had til dig er næsten
ubærligt - det æder mig op - også det skal jeg lære at tackle!
Jeg vil så gerne gøre dig ondt, som du har gjort mig ondt. Men jeg
ved, at det ønske aldrig bliver indfriet! Det er jeg ikke i stand til
at indfri - og jeg vil aldrig se dig igen!! ALDRIG!!
Jeg kan kun bede til, at du brænder op i Helvede! Du er ikke mere
værd! Du har ikke fortjent livet!!
Jeg hader dig så dybt, så inderligt og så smerteligt!
Hilsen din datter....
søndag den 3. januar 2010
Tænk hvis børn var roser...
Hvis børn var roser...
Tænk nu lige engang
Hvis børn var roser
Som voksede i de voksnes haver
Hvis de blev vandet
eller bundet op
Når de ikke længere
Kunne gro alene
Så kom de på rette vej...
Tænk nu lige engang
Hvis børn var roser
Som voksede i de voksnes haver
Hvis de blev vandet
eller bundet op
Når de ikke længere
Kunne gro alene
Så kom de på rette vej...
lørdag den 2. januar 2010
Kære Far
Kære far.
Hvad tænkte du egentlig første gang, du gennemførte en voldtægt af mig? Jeg var ikke særlig gammel, så jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad der gik igennem hovedet på dig? Hvorfor tændte det dig at se mig lide en så stor smerte? Hvad gjorde det ved dig, når du endnu engang gennembankede min stakkels lille krop? Hvad tænkte du på, når du bare gik ud af rummet, og lod mig ligge, alene, forladt, gennembanken, voldtaget og ydmyget? Hvad skete der inde i dit hovedet i det sekund?
Faldt det dig virkelig aldrig ind, at du burde passe på mig i stedet for? Nød du virkelig at se mig græde? Nød du virkelig at voldtage mig? Nød du virkelig at se blodet løbe?
Far, nød du virkelig at udsætte mig for alle de ting? Fortæl mig det far, fortæl mig venligst hvorfor du gjorde det, fortæl mig venligst om det var det eneste der kunne få dig til at føle dig som en mand?
Tænk sig, at en fuldvoksen mand, er nødt til at voldtage og ydmyge sin egen datter, på det absolut groveste. Tænk sig at en fuldvoksen mand, er nødt til, på den måde at misbruge en uskyldig og hjælpeløs pige, for at kunne føle sig som en mand!?
Den dag i dag er min krop stadig helt smadret, efter alle de ting du udsatte mig for. Jeg lever i et smertehelvede, psykisk såvel som fysisk. Jeg kæmper en kamp for at komme videre, og prøver at lære at holde af mig selv, men det er svært. Jeg har tænkt og gransket min hjerne, for at finde en forklaring, men jeg får nok aldrig et svar, jeg får aldrig et svar på, hvorfor du valgte at gøre det.
Hilsen din Datter…
Hvad tænkte du egentlig første gang, du gennemførte en voldtægt af mig? Jeg var ikke særlig gammel, så jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad der gik igennem hovedet på dig? Hvorfor tændte det dig at se mig lide en så stor smerte? Hvad gjorde det ved dig, når du endnu engang gennembankede min stakkels lille krop? Hvad tænkte du på, når du bare gik ud af rummet, og lod mig ligge, alene, forladt, gennembanken, voldtaget og ydmyget? Hvad skete der inde i dit hovedet i det sekund?
Faldt det dig virkelig aldrig ind, at du burde passe på mig i stedet for? Nød du virkelig at se mig græde? Nød du virkelig at voldtage mig? Nød du virkelig at se blodet løbe?
Far, nød du virkelig at udsætte mig for alle de ting? Fortæl mig det far, fortæl mig venligst hvorfor du gjorde det, fortæl mig venligst om det var det eneste der kunne få dig til at føle dig som en mand?
Tænk sig, at en fuldvoksen mand, er nødt til at voldtage og ydmyge sin egen datter, på det absolut groveste. Tænk sig at en fuldvoksen mand, er nødt til, på den måde at misbruge en uskyldig og hjælpeløs pige, for at kunne føle sig som en mand!?
Den dag i dag er min krop stadig helt smadret, efter alle de ting du udsatte mig for. Jeg lever i et smertehelvede, psykisk såvel som fysisk. Jeg kæmper en kamp for at komme videre, og prøver at lære at holde af mig selv, men det er svært. Jeg har tænkt og gransket min hjerne, for at finde en forklaring, men jeg får nok aldrig et svar, jeg får aldrig et svar på, hvorfor du valgte at gøre det.
Hilsen din Datter…
fredag den 1. januar 2010
En lille intro...
Jeg må vel hellere fortælle, hvem hun i bund og grund er, hende der sidder her og har taget hul på en så personlig blog? Men at skrive noget interessant, om et temmelig uinteressant materiale, det er vel på forhånd dømt til at mislykkes?
Du ved ikke særlig meget om hende, du ved hun har været en barsk opvækst igennem, du ved hun kan noget med ord, og har en viljestyke i sig, behøver du i bund og grund mere end det?
Hun ved ikke helt selv hvem hun er, hun har endnu ikke fundet ud af det. Om hun nogen sinde kommer til at finde ud af det, er meget usikkert på nuværende tidspunkt. Hun prøver at kæmpe for det, men at kæmpe alene er meget svært.
Hun har altid kunnet noget med ordene, og har altid elsket at lege med dem, og sat dem sammen på kryds og tværs. Hun leger ikke kun med ordene, men bevæger sig også til tider ud i kunstens verden. Hun maler billeder og laver mange finurlige ting og sager.
Forhåbentlig er denne info nok til, at du fremover vil læse med og bevæge dig ind i En Engels Univers, det håber hun i hvert fald på, og læg gerne en kommentar med på vejen, hvad enten det er ris eller ros. Det er rart at få en smule feedback med på vejen i livet.
Du ved ikke særlig meget om hende, du ved hun har været en barsk opvækst igennem, du ved hun kan noget med ord, og har en viljestyke i sig, behøver du i bund og grund mere end det?
Hun ved ikke helt selv hvem hun er, hun har endnu ikke fundet ud af det. Om hun nogen sinde kommer til at finde ud af det, er meget usikkert på nuværende tidspunkt. Hun prøver at kæmpe for det, men at kæmpe alene er meget svært.
Hun har altid kunnet noget med ordene, og har altid elsket at lege med dem, og sat dem sammen på kryds og tværs. Hun leger ikke kun med ordene, men bevæger sig også til tider ud i kunstens verden. Hun maler billeder og laver mange finurlige ting og sager.
Forhåbentlig er denne info nok til, at du fremover vil læse med og bevæge dig ind i En Engels Univers, det håber hun i hvert fald på, og læg gerne en kommentar med på vejen, hvad enten det er ris eller ros. Det er rart at få en smule feedback med på vejen i livet.
Velkommen indenfor i en engels univers
Selvom jeg ikke er en engel, har jeg valgt at kalde min blog for en engels univers.
Jeg er en ung kvinde der har prøvet mere end børn burde prøve, og min måde at komme videre på, er at skrive mig ud af smerten. Det kræver blod sved og tårer, men hver gang jeg har sat ord på, føler jeg mig lidt lettere, på sigt kommer jeg forhåbentlig til at føle mig hel.
Det du vil komme til at læse her, vil være nogle af alle mine tanker og ting jeg oplever. Nogle ting vil være mere barske end andre, så er du advaret på forhånd.
Jeg vil derfor gerne byde dig velkommen indenfor, i en engels univers.
Jeg er en ung kvinde der har prøvet mere end børn burde prøve, og min måde at komme videre på, er at skrive mig ud af smerten. Det kræver blod sved og tårer, men hver gang jeg har sat ord på, føler jeg mig lidt lettere, på sigt kommer jeg forhåbentlig til at føle mig hel.
Det du vil komme til at læse her, vil være nogle af alle mine tanker og ting jeg oplever. Nogle ting vil være mere barske end andre, så er du advaret på forhånd.
Jeg vil derfor gerne byde dig velkommen indenfor, i en engels univers.
Abonner på:
Opslag (Atom)
