Griber du mig når jeg falder?

Jeg føler jeg burde gøre noget mere, end det jeg allerede gør. Jeg burde kæmpe noget mere, jeg burde være mere modstandsdygtig. Jeg burde stå imod, jeg burde stå op for mig selv... Jeg burde bare...gøre noget mere... !

jeg burde lade være med at slå mig selv så meget i hovedet!

Glæden burde være stor for tiden, mange ting er endeligt faldet på plads, jeg burde være jublende glad, og alligevel er det med stor ambivalens at jeg tager de valg i mit liv, som jeg nu har taget. På den ene side er jeg glad, jeg ser frem til det med sommerfugle i maven, og på den anden side står jeg med kvalme og gru for hvad der vil komme til at ske. Gru for at situationen ikke bliver bedre. Gru for at det bliver værre. Gru for at det ingen ændring vil give. Det er ikke en rar følelse. Jeg prøver virkelig at se på mig selv, og se at det egentlig er en styrke jeg udviser. Jeg prøver virkelig at se på, at jeg rent faktisk siger fra over for mange denne gang. At jeg siger nej til de situationer jeg bliver bragt i, og jeg derfor forsøger at handle på dem.
Jeg forsøger egentlig at handle ansvarligt, men det har bare så meget mere dybde end som så. Jeg kan ikke besvare spørgsmålene. Jeg forsøger, men jeg kan ikke få ordene ud af min mund. Jeg bliver lammet, føler mig fastlåst, som en lille pige igen. Jeg føler ikke jeg kan få luft. Jeg sidder med det hele inde i hovedet, men at få det formidlet videre, ud med ord, enten via skrift eller tale, det er umuligt. Jeg prøver, men jeg kan ikke.... I stedet bliver jeg ked af det, græder med de usynlige tårer, lader dem knap nok komme frem, før jeg har pakket dem væk igen. Det ville være rart, om man kunne give følelserne frit spil ind i mellem. Det ville være rart hvis jeg turde... hvis nogen var der... til at gribe mig når jeg falder...