Er jeg klar til at tage afsked?

Kære Spiseforstyrrelse
Jeg tror det er ved at være på tide at vi siger farvel. Du har været en trofast følgesvend hele mit liv. I perioder fylder du mere end andre. Jeg har faktisk haft 10 år, hvor jeg slet ikke havde brug for dig, hvor jeg formåede at leve uden dig. Du var savnet, men jeg accepterede min vægt, jeg accepterede at mad var nødvendigt i hverdagen, for at kunne leve. For tre år siden opsøgte du mig igen. Du hæv mig ind i dit spind og fik grundigt fat i mig. Siden har jeg holdt alle for nar, jeg har holdt dig i hånden og fuldt dig alle steder du bad mig gå.
Jeg lytter til dig, når du fortæller mig, hvor grim, dum og tyk jeg er. Jeg lytter til dig, når du fortæller mig at jeg er en fed ko. Når du fortæller mig, at jeg skal tabe mig mere. Jeg er blevet gode venner med mig, men du har ødelagt alt for meget for mig igen.
Jeg har mistet folk jeg holder af. Andre kan ikke holde mig ud, fordi du fylder det hele. Jeg har fucket venskaber op og ødelagt alt for meget. Jeg har gjort folk sure, jeg har gjort folk ondt... Jeg har mistet alt for meget.

Jeg vil ikke være venner med dig mere. Jeg kan ikke være venner med dig mere, men for at være ærlig, så ved jeg ikke hvordan jeg skal give slip i dig!? Du er min følgesvend i tykt og tyndt. Du forstår mig. Du ved hvad der er godt for mig påstår du...
Men... Jeg kan ikke spise. Jeg kan ikke fordrage mad. Du sætter alt ondt ind i mig. Du er nødt til at forsvinde igen. Jeg vil gerne acceptere min vægt som den er nu. Jeg vil gerne lære at leve. Jeg vil gerne kunne tage imod. jeg vil gerne lære at være sammen med andre mennesker. Jeg vil gerne være en del af et mere almindeligt liv. Jeg har brug for at kunne være i terapien. Jeg har brug for kræfter til at kæmpe. Kræfter du tager fra mig, når du holder mig fast i at jeg ikke må spise.

Kære spiseforstyrrelse. Jeg har brug for at vi skilles og giver slip i hinanden. Giv mig styrke til at blive stærk og vokse og gro. Jeg kan ikke være ven med dig mere. Du tærer på mig og trækker mig alt for meget ned.

Vi er nødt til at give slip og sige farvel. Giv mig styrke til at finde styrken til at gøre det. Giv mig styrken til at komme tilbage til at kunne spise. Giv mig styrke til at lære at spise mad igen. Giv mig styrke til at holde fast i det gode.

Når livet bare er skrøbeligt...

Jeg har egentlig ikke følelsen af at være ensom, men jeg har virkelig følelsen af at være Palle alene i verden, en verden hvor ingen forstår mig. Mildt sagt.
Jeg er virkelig en social analfabet! Og så er det sagt. Jeg kan ikke finde ud af at være sammen med andre mennesker, jeg kan ikke finde ud af at tale med andre. Jeg kan ikke finde ud af at holde fast i venskaber. Jeg fucker det altid op.
Jeg har åbenbart for høje forventninger har jeg nu fået at vide. Jeg synes egentlig ikke jeg har for høje forventninger... Er det for meget at forvente, at hvis man kalder sig for venner/veninder, at man så også ønsker at ses ind i mellem? Hvis man er venner skal man så aldrig ses? Giver man sig så ikke tid til at se hinanden?
Andet end bare lige til fødselsdage....

Når jeg forsøger at tage initiativ til samvær med andre, møder jeg stort set hver gang en afvisning, fordi der ikke er tid. "vi har så meget at se til"... Når man så forsøger at konfrontere nogle af vennerne med det, får man smidt i nakken at man også godt lige må udvise lidt forståelse, for det gør venner da. . .

For at være ærlig, så er jeg faktisk ved at være godt og grundig træt af mit liv. Så træt at jeg virkelig overvejer, om det her ER kampen værd? Nogle gange synes jeg det virker sådan... men... lige for tiden er det bare ikke sådan det er.
Når jeg forsøger at forklare mig bliver jeg misforstået. Jeg tror ikke folk forstår hvordan det er at være et svært omsorgssvigtet barn. Hvad det indebærer af godt og ondt, nok mest ondt. . . Andre forstår bare ikke, hvor meget ord betyder!

JA jeg er en tænker og ja jeg tænker rigtig meget over ting. Funderer og vender og drejer... Når jeg så forsøger  at gøre noget rigtigt, så fejler jeg. Jeg er så forbandet træt af det. Jeg ved godt at ingen er fejlfri og vi bare alle er mennesker, men jeg er så træt af at høre den undskyldning hele tiden. JEG skal have forståelse for andre og deres situation og alt i deres liv, for det gør venner da, men ... jeg føler mig virkelig ikke særlig forstået når jeg forsøger at vende mig ud til verden. Jeg brænder nallerne hver gang. Jeg må høre på alle mulige forskellige ting. Jeg må finde mig i altid at blive konfronteret, det er yderst sjældent nogen faktisk bare tager sig af mig, giver mig omsorg og trøst. Jeg tror faktisk aldrig jeg har oplevet det. Jeg bliver altid tvunget til at tage stilling til alt muligt og andres tanker omkring mig som person. Jeg hader det og det hænger mig langt ud af halsen.

Jeg har lige haft 14 dage som virkelig har trukket tænder ud. Virkelig meget. Jeg har været vågen nærmest 24 timer i døgnet, og ikke fået søvn eller hvile eller bare ro.... jeg har skulle være på hele tiden, og jeg har haft det af helvede til. Ikke en eneste gang er der nogen der har tilbudt mig hjælp eller støtte. For jeg klarer den jo altid. Jeg finder jo en måde at klare det på, jeg skal nok klare den. Det plejer jeg jo.... Folk har fuckings nok i deres eget.

Nå men guess what. Jeg klarer den ikke. Jeg kan ikke mere. Jeg hænger i med neglene og jeg er ved at miste grebet. Det fedeste er at vide, at der ingen er til at gribe mig når jeg falder.

Jeg er såååååå træt af altid at være den stærke. Hvis der er noget der er stærkt ved mig, så er det vidst kun lugten!
Nogle gange ville jeg virkelig bare ønske.... at der faktisk var nogen til at hjælpe og støtte mig. Ja jeg er så lav og fej at jeg faktisk er møg hamrende misundelig, når jeg hører alle dem der liiiige får støtte fra forældrene, eller andre der bare klarer tingene for dem for en periode... Hvis jeg tillader mig bare en time at falde fra hinanden så er der kun mig til at samle lortet sammen bagefter. Der er sgu ikke nogen der gør det for mig.

Mit liv er skrøbeligt, mit liv er sart. Jeg falder fra hinanden og ville ønske jeg kunne samle stumperne op, men denne gang kan jeg ikke. Jeg ved ikke hvordan og ingen forstår mig når jeg forsøger... Nogle gange ville jeg ønske jeg kunne tale det sprog andre talte, for så kunne det være de forstod mig? Jeg troede ellers jeg kunne tale deres sprog, men det må være russisk det jeg taler...

A lonely wandere is born alone, lifes alone, dies alone...

Forhåbentlig en dag... bliver jeg fri!

Det er lang tid siden jeg har skrevet noget. Jeg har haft tanken rigtig mange gange, og lysten, men jeg har ikke kunne formulere mine tanker ordentligt.
Det kan jeg stadig ikke... Men nu vil jeg forsøge.

Jeg fik en måneds tid inden jul at vide at jeg skulle veje 70 kg inden jul. 70 kg... På det tidspunkt jeg fik den bedsked, var jeg kun et kg fra deres mål... Ret hurtigt var jeg pludseligt 2 kg fra, så 3 kg fra... Jeg nåede ikke op på 70 kg inden jul. Jeg kunne bare ikke. Men jeg forsøgte heller ikke helhjertet.

For at være ærlig... Så gør jeg det stadig ikke. Jeg forsøger ikke, for jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal forsøge?

Jeg har fået en kostplan fra min læge. Der er 6 måltider hver dag. Masser af kalorier. Den virker komplet uoverskuelig. Det går bedre med at spise, men jeg tager bare ikke på. Jeg ligger og svinger på 68-69 kg hele tiden lige pt. Men jeg har også spist rimeligt stabilt igennem en måneds tid nu. Jeg har bare virkelig svært ved det.
Jeg har indført lidt mere faste spiserytmer, jeg gør hvad jeg kan for at overholde dem, med de ting der er skrevet i kostplanen burde jeg også øge vægten, men ja... det sker ikke rigtig.
Jeg får stadig kommentarer om at jeg godt nok har tabt mig meget, men de sidste par måneder har jeg faktisk ikke tabt mig, jeg har været vægtstabil, men jeg kan godt se på tøjet, at noget sker der alligevel. Det omfordeler sig.

Jeg synes det er virkelig svært at leve med.

Jeg kan mærke en tydelig sammenhæng mellem hvor stabil eller ustabil min hverdag er. Når der er ændringer i terapien, når humøret er anderledes, når ting bare vælter... alt inde i mig ramler!

Det sidste år er det for alvor gået op for mig, hvor alvorlig min PTSD er. Den er ikke bare mild, den er faktisk ret indgribende i min hverdag, alle de reaktioner jeg har undertrykt i alle de år, de er begyndt at komme op til overfladen. Det er rigtig svært at stå med, at leve med... at fungere med. Jeg har isoleret mig en del det sidste år. Trukket mig væk fra andre mennesker. Taget mindre kontakt til andre osv. Jeg kan simpelthen ikke.
Samtidig får jeg ros for hvor social jeg er, hvor god jeg er til at begå mig. Det skræmmer mig at jeg er så god til at holde masken!

En af de ting der for alvor er gået op for mig, er hvor meget det påvirker mig, når andre bevæger sig, når de slår ud med armen, når de pludselig går hen imod mig og mange andre ting. Jeg kryber sammen. Jeg bliver virkelig bange og hjertet springer et par slag over. Uroen melder sig indeni.
Jeg er begyndt at lægge mærke til, hvor meget jeg i løbet af dagen kryber sammen og sidder eller ligger i fosterstilling, benene trukket op foran mig, hvor meget jeg rokker frem og tilbage. Det er rigtig meget. Det meste af dagen sidder jeg sammenkrymmet og rokker... for at finde ro? For at beskytte mig selv? For at...? ja hvorfor egentlig?

Min terapeut er rigtig dygtig. Hun er rigtig tålmodig. Aller vigtigst... så tror jeg efterhånden endelig på, at hun er rigtig for mig. Hun er der! Også selvom det ikke altid er lige stabilt, eller aftaler bliver flyttet... men hun er der. Hun lytter, tager imod, støtter mig efter bedste evne. Hun giver mig omsorg, hun er ikke bange for at holde om mig eller trøste mig.
Jeg har aldrig oplevet at have en terapeut der giver kram og trøst på den måde hun gør. Jeg er meget ambivalent omkring det. Meget af det hun gør, er meget som en mor ville gøre. Men faktisk er det rigtig rart. Når jeg sidder der fuldstændig bukket sammen på stolen, og bare rokker og kæmper med gråden... det er befriende, at hun lægger hånden over ryggen på mig og trøster mig... eller når hun tager armen om mig og holder mig ind til sig, minder mig om at trække vejret og bare er i det med mig.
Jeg har stadig ikke vænnet mig til at være i terapien, til trods for at jeg har været der i over et år nu, men det at hun ikke har opgivet mig endnu, siger en hel del. Hun gør hvad hun kan, og bevarer tålmodigheden med mig. Lige nu er det vidst det eneste rigtige. Jeg skal lære at have rigtig tillid til hende, så vi for alvor kan komme til at bearbejde de forskellige ting. Det skræmmer mig, at det er så svært. Jeg føler mig ofte bare til besvær og i vejen. Sådan ca hele tiden... men hun gentager igen og igen, at hun ikke ser mig som besværet, men alvorligt traumatiseret, og der er stor forskel. Hun har jo sådan set ret, men at se det selv er svært!

Mit liv er ingen dans på roser. Min sti er belagt med torne... men langsomt begynder jeg at tro på, at hun vil gå hele vejen med mig, og fjerne den ene torn efter den anden, så jeg forhåbentlig kommer ud på den anden side, og lærer at være mig. Med alt hvad det indebærer på godt og ondt. Forhåbentlig en dag.... bliver jeg fri!