Forhåbentlig en dag... bliver jeg fri!

Det er lang tid siden jeg har skrevet noget. Jeg har haft tanken rigtig mange gange, og lysten, men jeg har ikke kunne formulere mine tanker ordentligt.
Det kan jeg stadig ikke... Men nu vil jeg forsøge.

Jeg fik en måneds tid inden jul at vide at jeg skulle veje 70 kg inden jul. 70 kg... På det tidspunkt jeg fik den bedsked, var jeg kun et kg fra deres mål... Ret hurtigt var jeg pludseligt 2 kg fra, så 3 kg fra... Jeg nåede ikke op på 70 kg inden jul. Jeg kunne bare ikke. Men jeg forsøgte heller ikke helhjertet.

For at være ærlig... Så gør jeg det stadig ikke. Jeg forsøger ikke, for jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal forsøge?

Jeg har fået en kostplan fra min læge. Der er 6 måltider hver dag. Masser af kalorier. Den virker komplet uoverskuelig. Det går bedre med at spise, men jeg tager bare ikke på. Jeg ligger og svinger på 68-69 kg hele tiden lige pt. Men jeg har også spist rimeligt stabilt igennem en måneds tid nu. Jeg har bare virkelig svært ved det.
Jeg har indført lidt mere faste spiserytmer, jeg gør hvad jeg kan for at overholde dem, med de ting der er skrevet i kostplanen burde jeg også øge vægten, men ja... det sker ikke rigtig.
Jeg får stadig kommentarer om at jeg godt nok har tabt mig meget, men de sidste par måneder har jeg faktisk ikke tabt mig, jeg har været vægtstabil, men jeg kan godt se på tøjet, at noget sker der alligevel. Det omfordeler sig.

Jeg synes det er virkelig svært at leve med.

Jeg kan mærke en tydelig sammenhæng mellem hvor stabil eller ustabil min hverdag er. Når der er ændringer i terapien, når humøret er anderledes, når ting bare vælter... alt inde i mig ramler!

Det sidste år er det for alvor gået op for mig, hvor alvorlig min PTSD er. Den er ikke bare mild, den er faktisk ret indgribende i min hverdag, alle de reaktioner jeg har undertrykt i alle de år, de er begyndt at komme op til overfladen. Det er rigtig svært at stå med, at leve med... at fungere med. Jeg har isoleret mig en del det sidste år. Trukket mig væk fra andre mennesker. Taget mindre kontakt til andre osv. Jeg kan simpelthen ikke.
Samtidig får jeg ros for hvor social jeg er, hvor god jeg er til at begå mig. Det skræmmer mig at jeg er så god til at holde masken!

En af de ting der for alvor er gået op for mig, er hvor meget det påvirker mig, når andre bevæger sig, når de slår ud med armen, når de pludselig går hen imod mig og mange andre ting. Jeg kryber sammen. Jeg bliver virkelig bange og hjertet springer et par slag over. Uroen melder sig indeni.
Jeg er begyndt at lægge mærke til, hvor meget jeg i løbet af dagen kryber sammen og sidder eller ligger i fosterstilling, benene trukket op foran mig, hvor meget jeg rokker frem og tilbage. Det er rigtig meget. Det meste af dagen sidder jeg sammenkrymmet og rokker... for at finde ro? For at beskytte mig selv? For at...? ja hvorfor egentlig?

Min terapeut er rigtig dygtig. Hun er rigtig tålmodig. Aller vigtigst... så tror jeg efterhånden endelig på, at hun er rigtig for mig. Hun er der! Også selvom det ikke altid er lige stabilt, eller aftaler bliver flyttet... men hun er der. Hun lytter, tager imod, støtter mig efter bedste evne. Hun giver mig omsorg, hun er ikke bange for at holde om mig eller trøste mig.
Jeg har aldrig oplevet at have en terapeut der giver kram og trøst på den måde hun gør. Jeg er meget ambivalent omkring det. Meget af det hun gør, er meget som en mor ville gøre. Men faktisk er det rigtig rart. Når jeg sidder der fuldstændig bukket sammen på stolen, og bare rokker og kæmper med gråden... det er befriende, at hun lægger hånden over ryggen på mig og trøster mig... eller når hun tager armen om mig og holder mig ind til sig, minder mig om at trække vejret og bare er i det med mig.
Jeg har stadig ikke vænnet mig til at være i terapien, til trods for at jeg har været der i over et år nu, men det at hun ikke har opgivet mig endnu, siger en hel del. Hun gør hvad hun kan, og bevarer tålmodigheden med mig. Lige nu er det vidst det eneste rigtige. Jeg skal lære at have rigtig tillid til hende, så vi for alvor kan komme til at bearbejde de forskellige ting. Det skræmmer mig, at det er så svært. Jeg føler mig ofte bare til besvær og i vejen. Sådan ca hele tiden... men hun gentager igen og igen, at hun ikke ser mig som besværet, men alvorligt traumatiseret, og der er stor forskel. Hun har jo sådan set ret, men at se det selv er svært!

Mit liv er ingen dans på roser. Min sti er belagt med torne... men langsomt begynder jeg at tro på, at hun vil gå hele vejen med mig, og fjerne den ene torn efter den anden, så jeg forhåbentlig kommer ud på den anden side, og lærer at være mig. Med alt hvad det indebærer på godt og ondt. Forhåbentlig en dag.... bliver jeg fri!