At hænge i...

og holde ud... Når man mest af alt bare har lyst til at kaste håndklædet i ringen og give op...

Jeg tænker tit over, hvorfor er det jeg bliver ved at hænge i? Hvorfor er det jeg forsøger at kæmpe hele tiden? Hvorfor gå igennem smerten en gang til? Det er jo alt for smertefuldt?

Hvorfor bliver jeg ved?

At række hånden ud (2)

I November måned skrev jeg et indlæg om at række hånden ud til andre. Jeg vil gerne skrive lidt mere om det, for det har ikke ændret sig særlig meget siden der. Faktisk sad jeg forleden og funderede over det, og jeg blev virkelig skuffet ! Den kvinde jeg i November bad om hjælp, som sagde hun først havde tid efter jul... hun har stadig ikke haft tid til mig - jeg har stadig ikke set hende. Vi har talt et par gange i telefon siden - men jeg har stadig ikke været fysisk sammen med hende. Den hjælp jeg bad om til el har jeg stadig ikke fået. Jeg får virkelig følelsen af at jeg er mindre værd, at jeg ikke er et ligeværdigt menneske, at jeg ikke er værd at bruge tid på. Jeg prøver som en sindssyg på at opbygge mit selvværd og min selvtillid, men gang på gang får den bare et knæk. Gang på gang oplever jeg at blive pillet ned, når jeg endelig forsøger.

Jeg ville virkelig ønske der fandtes en noget lettere løsning på det hele, men det gør der desværre ikke. Der er kun smertens vej igennem det, og det er ikke til at holde ud. Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne sige direkte, til et andet menneske: "jeg har brug for dig her" at jeg kunne stå på min ret... Jeg er så stærk får jeg altid at vide, jeg klarer altid skårene, jeg rejser mig altid op... ja, jovist, men jeg har sgu stadig brug for jer andre. Jeg har stadig brug for at der er nogen der tager sig lidt af mig, hjælper mig igennem tingene, giver mig omsorg. Jeg har en indre kamp for tiden, i min terapi. Min terapeut er den slags terapeut der ikke er bange for at give et knus, som ikke er bange for at holde om sin klient og være i smerten med en. Det er rigtig rart og meget grænseoverskridende. Jeg føler det helt forkert, når min terapeut sidder og holder om mig mens jeg bare sidder og græder, samtidig er det jo også bare virkelig rart at blive trøstet, at blive holdt om, at blive rummet i det jeg er. Mine forældre burde have gjort det, dengang da jeg var et lille barn. Mine forældre burde have givet mig den omsorg - men det gjorde de ikke. Det savn må jeg kæmpe med i dag, og min terapeut er den der fylder på for mig, hun giver mig masser af den, og jeg føler mig ikke værdig til at tage imod den.

Gad vide om man egentlig nogen sinde, når helt ud på den anden side, der hvor man føler sig hel, der hvor man kan rumme sig selv, acceptere sig selv for den man er? Vil den dag nogen sinde komme? Jeg håber det, men jeg kan virkelig have mine tvivl...

Det nager mig, at livet er så svært. Især når jeg på ydersiden bare lever mit liv, uden at nogen lægger mærke til det.

Er det virkelig smerten værd?

Den tanke har jeg haft mange gange de seneste dage... Er det her virkeligt smerten værd? For jeg synes godt nok at det gør ondt!

Jeg startede i efteråret i terapi og har fået en super sød og rar terapeut. Hun virker meget kompetent. Ikke gammel, ikke ung, lige tilpas midt i mellem og det passer mig fint. Hun er meget omsorgsfuld og nænsom mod mig. Hun presser mig ikke til ting jeg ikke selv er klar til. Hun er ikke bange for at spørge og sige tingene direkte, og det kan jeg godt lide. Det har jeg brug for!

Men det er bare hårdt arbejde! Jeg er fandme ikke sikker på, at det virkelig er det værd? I så mange år har jeg bare overlevet, jeg har trådt vande for at holde mig oppe, jeg har hele tiden kun lige klaret det knap og nap, men jeg har klaret det! Smerten kunne jeg klare og holde ud, jeg kunne leve mit liv uden nogen bemærkede synderlig. Jeg har altid fået at vide at jeg virker som en stærk kvinde der har tingene under kontrol. Jeg har altid bare grinet lidt og tænkt HA i skulle fandme bare vide hvad der gemmer sig inde bag - jeg er slet ikke så sød og rar og stille som alle går og tror. Jeg er faktisk afsindig strid, egoist og pisse ligeglad med andre mennesker og deres følelser. Jeg viser det bare ikke.

Den seneste uge har jeg for alvor oplevet smerten ved at fortælle andre om de ting der skete engang... Mine flash back blev meget virkelige, alt for virkelige. Min terapeut fik overskredet en af mine grænser i et moment af tanketorsk. Hun ville bare hjælpe mig og intentionen var fin nok - hun glemte bare lige mig i det der. Big mistake og jeg har virkelig måtte kæmpe med det. Jeg har lykkeligt fortrængt, hvor slem og voldsom min angst en overgang var - jeg har lykkeligt glemt hvordan det er ikke at kunne ligge sig ned. Tænk sig en helt simpel ting som at LIGGE ned har været krop umulig for mig, bare tanken fik mig til at blive angst.

I går var jeg afsted igen, det har været en lang lang uge, men heldigvis fik hun samlet mig lidt op. Jeg græd det meste af samtalen. Jeg var angst og jeg havde det virkelig skidt. Men hun tog så godt imod mig. Hun var virkelig sød og nænsom overfor mig, tog sig af mig og forsøgte at hjælpe mig igennem det.

Men så fik hun lige sagt det der der bare gjorde ondt. Tortur... jeg har sgu da ikke været udsat for tortur! Jeg har været udsat for overgreb... Jeg blev så bange da hun sagde det, og da hun efterfølgende fortsatte sin sætning, hun havde ikke fantasi til at forestille sig hvad der skete efterfølgende, hun kunne kun gru for at det var endnu værre og det havde hun slet ikke lyst til, men hun gik ikke i stykker af at høre det. Jeg blev bange for ikke at blive troet på. Det fik jeg sagt til hende lidt senere i samtalen. Hendes svar var som tidligere, at hun ikke har den mindste grund til at mistro mig! Hele min fysiske reaktion siger hende det hele - jeg ryster, græder og har det rigtig skidt når jeg fortæller om det. Mest af alt at jeg bare sidder og ryster. Jeg kan ikke styre det - min krop begynder bare, det starter i fødder og ben og bevæger sig bare op igennem kroppen. Arhmen altså... hvor ynkeligt er det ikke lige?!

En ting jeg altid har gjort, er at krumme mig helt sammen. Jeg har aldrig brugt mig om at rette ryggen. Når jeg sidder ned foregår det helst i fosterstilling, trække benene op foran mig og holde om mig selv. Gerne vippe frem og tilbage eller rokke... Så føler jeg mig lidt mere tryg. Jeg kan ikke det der med at sidde ret op og ned - benene er altid over kors og armene foran maven. Jeg har faktisk aldrig tænkt så meget over det, indtil forleden hvor jeg talte med en kvinde, jeg godt kan lide. Vi talte lidt om hvordan det egentlig kunne være sådan? Jamen jeg ved det jo for fanden ikke kvinde !!! Om hun måtte fortælle mig tankerne omkring det? Joow altså det må du vel godt, eller det sagde jeg ikke, men hun fortalte mig det alligevel. Det gav sgu mening inde i mit hoved! Når hun f.eks forsøger at få mig til at tage nogle dybe vejrtrækninger helt ned i maven går jeg i panik, jeg tør ikke, jeg kan ikke! For så kan jeg jo ikke spænde i kroppen, jeg kommer til at græde for det meste, når hun hjælper mig igennem de vejrtrækningsøvelser. Så kort og godt, hvad sker der med mig, når andre prøver på at få mig til at tage en dyb vejrtrækning, eller hvis jeg ikke skal holde hen over maven, sætte benene over kors eller nogle af de andre ting jeg gør? Svaret er kort og godt....

Jeg føler at jeg går i stykker! Jeg føler jeg falder fra hinanden.

Hun har jo ret! Fuldstændig! Det var så rammende, det er jo lige præcis det der sker. I skrivende stund sidder jeg let foroverbøjet for at beskytte maven og jeg sidder med benene over kors. Jeg spænder i kroppen. Jeg kan ikke lade være?
Det var faktisk dejligt at hun sagde det, at hun gjorde mig opmærksom på det. For så er der noget helt konkret at arbejde med. Jeg skal have taget den med videre i terapien, for der er helt klart noget nyttigt der til hende. Jeg tror faktisk også jeg ved, hvordan det vil være gavnligt for mig, at terapeuten arbejder med det sammen med mig, og jeg tror også umiddelbart at hun er klar på den måde at gøre det på. Men det bliver ikke lige nu... Men jeg håber at kunne nævne det overfor hende en af de næste gange.

Så til spørgsmålet? Er det smerten værd? Nej fandme nej! Ikke lige nu hvor jeg gennemgår det hele, men jeg er nødt til det, jeg er nødt til at gennemgå smerten, for jeg vil være mere hel på den anden side - jeg vil, jeg skal, jeg KAN!

Når jeg taler med min spiseforstyrrelse...

Ikke flere pinsler - jeg ber, jeg kan ikke holde det ud.
Spiseforstyrelsen siger: Jeg er din ven - og ler
Jeg vil jo bare være perfekt - jeg vil bare være sund
Spiseforstyrelsen siger: mig har du selv valgt
Jeg bliver så forvirret og føler mig dum
spiseforstyrelsen siger: Hold dig til mig, så bliver du perfekt og sund
Min krop er ødelagt og itu
Spiseforstyrelsen siger: Gør som du plejer, ikke høre
Jeg vil væk fra dig, min såkaldte tryghed
Spiseforstyrelsen siger: Du bliver jo bare bange og angst - det ved du da!
Hvorfor holder du fast i mig?
Spiseforstyrelsen siger: Jeg viser bare vej
Du slår mig ihjel, du kan blive min død der hvor du fører mig hen
Spiseforstyrelsen siger: Du ved jo jeg er din sjæleven
Jeg holder ikke til det mere
Spiseforstyrelsen siger: Hvem siger dog det?
Jeg ønsker at leve og få et værdigt liv
Spiseforstyrelsen siger: Hvis du bare bliver ved tager jeg dit sidste hiv
Jeg har intet at give mere, slip mig fri!
Spiseforstyrelsen siger: Prøv du bare, der bliver krig!

Denne dobbelthed er konstant i mig. Hvis bare der var nogen i denne verden, der kunne vise vej. Det gør så ondt, andres liv er let og sundt. De kigger på mig og blikkene bliver fjerne. De tror sikkert at miss Perfect er uden hjerne...