At række hånden ud (2)

I November måned skrev jeg et indlæg om at række hånden ud til andre. Jeg vil gerne skrive lidt mere om det, for det har ikke ændret sig særlig meget siden der. Faktisk sad jeg forleden og funderede over det, og jeg blev virkelig skuffet ! Den kvinde jeg i November bad om hjælp, som sagde hun først havde tid efter jul... hun har stadig ikke haft tid til mig - jeg har stadig ikke set hende. Vi har talt et par gange i telefon siden - men jeg har stadig ikke været fysisk sammen med hende. Den hjælp jeg bad om til el har jeg stadig ikke fået. Jeg får virkelig følelsen af at jeg er mindre værd, at jeg ikke er et ligeværdigt menneske, at jeg ikke er værd at bruge tid på. Jeg prøver som en sindssyg på at opbygge mit selvværd og min selvtillid, men gang på gang får den bare et knæk. Gang på gang oplever jeg at blive pillet ned, når jeg endelig forsøger.

Jeg ville virkelig ønske der fandtes en noget lettere løsning på det hele, men det gør der desværre ikke. Der er kun smertens vej igennem det, og det er ikke til at holde ud. Jeg ville virkelig ønske at jeg kunne sige direkte, til et andet menneske: "jeg har brug for dig her" at jeg kunne stå på min ret... Jeg er så stærk får jeg altid at vide, jeg klarer altid skårene, jeg rejser mig altid op... ja, jovist, men jeg har sgu stadig brug for jer andre. Jeg har stadig brug for at der er nogen der tager sig lidt af mig, hjælper mig igennem tingene, giver mig omsorg. Jeg har en indre kamp for tiden, i min terapi. Min terapeut er den slags terapeut der ikke er bange for at give et knus, som ikke er bange for at holde om sin klient og være i smerten med en. Det er rigtig rart og meget grænseoverskridende. Jeg føler det helt forkert, når min terapeut sidder og holder om mig mens jeg bare sidder og græder, samtidig er det jo også bare virkelig rart at blive trøstet, at blive holdt om, at blive rummet i det jeg er. Mine forældre burde have gjort det, dengang da jeg var et lille barn. Mine forældre burde have givet mig den omsorg - men det gjorde de ikke. Det savn må jeg kæmpe med i dag, og min terapeut er den der fylder på for mig, hun giver mig masser af den, og jeg føler mig ikke værdig til at tage imod den.

Gad vide om man egentlig nogen sinde, når helt ud på den anden side, der hvor man føler sig hel, der hvor man kan rumme sig selv, acceptere sig selv for den man er? Vil den dag nogen sinde komme? Jeg håber det, men jeg kan virkelig have mine tvivl...

Det nager mig, at livet er så svært. Især når jeg på ydersiden bare lever mit liv, uden at nogen lægger mærke til det.