At række hånden ud....

og ikke føle sig mødt eller forstået. Sådan har jeg det meget for tiden.
Jeg er ikke typen der beder andre om hjælp. Jeg beder aldrig andre om at gøre noget for mig, for jeg er vokset op med at skulle klare mig selv. Jeg tør ikke rigtig spørge andre om hjælp til forskellige ting. Det være sig alt lige fra lapning af cyklen til en at tale med, eller et kram. Jeg er bange for at blive afvist eller skuffet eller alligevel ikke at blive hjulpet.
Den seneste tid har jeg forsøgt at gøre det. Forsøgt at vise andre at jeg faktisk har brug for dem, men jeg føler mig ikke mødt i det.
Jeg spurgte en jeg kender, om hun havde tid til snart, at komme forbi... Jeg ville gerne have besøg af hende. Jeg havde brug for besøg af hende, jeg havde brug for at kunne sidde og snakke med hende alene... Men nej... ikke inden jul. Hendes kalender er fuldt booket. Det må blive efter jul og vi må tales ved i telefonen. Jeg ved godt jeg burde have skrevet mere tydeligt, at jeg har brug for hende, men det gjorde jeg ikke, og så er det jo min egen skyld. Det kan ikke betale sig nu, at skrive at jeg har brug for hende... for hun har jo alligevel ikke tid. Det er ikke det samme at tale i telefon med hende. Jeg har faktisk brug for at være sammen med hende og vide at hun er der.

Jeg har bedt om hjælp til noget el i mit køkken. To har tilbudt at hjælpe med det. Den ene er travlt og hængt op, den anden ligger familien syg og har gjort det lige siden hun sagde de godt kunne hjælpe. Sygdom kan de jo ikke gøre for, og det har jeg forståelse for. Den anden har travlt... jeg tog mig endda sammen til at spørge om de troede de fik tid ret snart... men nej... Der var alt for mange ting...

Hver gang skriver jeg jo bare tilbage at det er ok, at det ikke gør noget, vi klarer den jo nok osv... men samtidig bliver jeg bare ked af det indeni. Det burde jeg jo ikke blive. Jeg bliver ked af det, fordi jeg føler mig ikke god nok til deres selskab eller værdigfuld nok i forhold til dem. For de har en masse andre ting der er vigtigere.

Det gør faktisk rigtig rigtig ondt. Det gør mig ked af det og jeg bander det langt væk. Jeg forsøger at vise andre, at jeg faktisk har brug for dem, at jeg gerne vil tage imod deres hjælp, men jeg føler mig ikke mødt i det. Jeg føler mig konstant misforstået og uligeværdig i forhold til andre.

Jeg føler mig afsindigt alene lige for tiden. Fordi jeg har forsøgt igennem nogle måneder at række hånden ud til andre, men ikke blevet mødt. Jeg har forsøgt at sige til andre, at jeg har brug for dem. Jeg har forsøgt at betro mig til dem jeg kender, men uden nytte. Jeg føler mig overladt til mig selv. Tilsidesat. Jeg er ikke god nok.

Det gør mig faktisk ked af det....

Ikke for tæt

I dag vil jeg bare dele et digt med jer... Det er et gammelt et af slagsen, som i det er mange år siden jeg skrev det. Men det er stadig lige sigende...

Ikke for tæt

En flamme blafrer roligt
den skaber hygge
og brænder stille ned
Den har sin afmålte tid

Holder du dig i
passende afstand
kan du varme dine hænder
i flammen

Men går du for tæt
vil du opleve smerten
fra det overgreb der blev begået
På flammen der kvæles
før alt bliver mørkt

Nej, det er du der har besluttet dig for at det skal være sådan!

Arh og gaaaaah og irritation og frustration. Jeg er så træt af at få at vide at "vi har jo besluttet" og "vi talte om sidst" osv... Nej DU har besluttet, du har besluttet at det skulle være sådan, ikke jeg! Du spurgte sådan set ikke mig, men du går bare ud fra at det er bedst på den måde, for du mener at det får jeg mest ud af... du tvinger mig til at gøre noget jeg ikke er klar til!

Det gør mig virkelig virkelig frustreret og rigtig ked af det at andre tager sådanne beslutninger på mine vegne og tror at det er hvad der hjælper mig. For det er bare ikke sådan det er, desværre, det gør kun det hele ondt værre og gør det endnu sværere for mig at være i det og at kunne finde ud af det !

I aftes var en virkelig dårlig aften. Jeg kunne ikke finde ud af at være i mig selv og jeg kunne på ingen måde rumme mig selv. Jeg forsøgte at kommet til at tale med nogen, fordi jeg havde brug for at tale dagen igennem, men fordi der var så stort et virvar inde i mig blev jeg bare stille og sagde ikke så pokkers meget. Det første forsøg gik ikke særlig godt... Der var alt alt for stille og hun var netop sådan en der havde besluttet hvordan vores samtaler skal være, fordi hun åbenbart ved bedst.... men jeg kommer bare til at føle mig endnu mere misforstået end jeg i forvejen føler mig. Det endte med at jeg lagde røret på. Jeg sagde ingen ting. Jeg lagde bare røret og blev virkelig frustreret. Jeg forsøgte for fanden at sige at jeg ikke bare kan selv. Jeg sagde det faktisk!
Jeg forsøgte igen senere... det gik lidt bedre og alligevel ikke... Jeg afbrød ikke samtalen, men hun gjorde præcis det samme. Jeg skulle selv og hun kunne altså ikke osv... Jeg ville ønske at jeg kunne forklare hvor svært det gør det, hvor ondt det kommer til at gøre indeni at blive mødt på den måde. Jeg har brug for hjælp til at komme igang, jeg har brug for spørgsmål, og mest af alt tålmodighed og hjælp. Jeg skal sgu nok sige fra hvis jeg ikke vil, men jeg kan ikke selv, uanset hvor meget jeg ville ønske at jeg kunne. Det gør mig kun endnu mere frustreret og i tvivl og får mig til at føle mig endnu mere forkert, når ansvaret bare bliver lagt helt over på mig og jeg så skal forme samtalen.

I aftes var ikke lige aftenen hvor jeg havde brug for det oveni hatten.

Der er så mange ting jeg gerne vil skrive og forklare, men jeg kan ikke rigtig finde ordene..... Det må blive en anden dag.