At række hånden ud....

og ikke føle sig mødt eller forstået. Sådan har jeg det meget for tiden.
Jeg er ikke typen der beder andre om hjælp. Jeg beder aldrig andre om at gøre noget for mig, for jeg er vokset op med at skulle klare mig selv. Jeg tør ikke rigtig spørge andre om hjælp til forskellige ting. Det være sig alt lige fra lapning af cyklen til en at tale med, eller et kram. Jeg er bange for at blive afvist eller skuffet eller alligevel ikke at blive hjulpet.
Den seneste tid har jeg forsøgt at gøre det. Forsøgt at vise andre at jeg faktisk har brug for dem, men jeg føler mig ikke mødt i det.
Jeg spurgte en jeg kender, om hun havde tid til snart, at komme forbi... Jeg ville gerne have besøg af hende. Jeg havde brug for besøg af hende, jeg havde brug for at kunne sidde og snakke med hende alene... Men nej... ikke inden jul. Hendes kalender er fuldt booket. Det må blive efter jul og vi må tales ved i telefonen. Jeg ved godt jeg burde have skrevet mere tydeligt, at jeg har brug for hende, men det gjorde jeg ikke, og så er det jo min egen skyld. Det kan ikke betale sig nu, at skrive at jeg har brug for hende... for hun har jo alligevel ikke tid. Det er ikke det samme at tale i telefon med hende. Jeg har faktisk brug for at være sammen med hende og vide at hun er der.

Jeg har bedt om hjælp til noget el i mit køkken. To har tilbudt at hjælpe med det. Den ene er travlt og hængt op, den anden ligger familien syg og har gjort det lige siden hun sagde de godt kunne hjælpe. Sygdom kan de jo ikke gøre for, og det har jeg forståelse for. Den anden har travlt... jeg tog mig endda sammen til at spørge om de troede de fik tid ret snart... men nej... Der var alt for mange ting...

Hver gang skriver jeg jo bare tilbage at det er ok, at det ikke gør noget, vi klarer den jo nok osv... men samtidig bliver jeg bare ked af det indeni. Det burde jeg jo ikke blive. Jeg bliver ked af det, fordi jeg føler mig ikke god nok til deres selskab eller værdigfuld nok i forhold til dem. For de har en masse andre ting der er vigtigere.

Det gør faktisk rigtig rigtig ondt. Det gør mig ked af det og jeg bander det langt væk. Jeg forsøger at vise andre, at jeg faktisk har brug for dem, at jeg gerne vil tage imod deres hjælp, men jeg føler mig ikke mødt i det. Jeg føler mig konstant misforstået og uligeværdig i forhold til andre.

Jeg føler mig afsindigt alene lige for tiden. Fordi jeg har forsøgt igennem nogle måneder at række hånden ud til andre, men ikke blevet mødt. Jeg har forsøgt at sige til andre, at jeg har brug for dem. Jeg har forsøgt at betro mig til dem jeg kender, men uden nytte. Jeg føler mig overladt til mig selv. Tilsidesat. Jeg er ikke god nok.

Det gør mig faktisk ked af det....