Jeg er fanget og frustreret!

Sidst skrev jeg lidt om anoreksien, og hvordan man hurtigt bliver fanget ind i det spind.
Jeg må indrømme, at jeg er fanget. Jeg forsøger ihærdigt at komme ud og fri af spindet, men jeg kan bare ikke.
Jeg er begyndt at komme ind i en lidt bedre rytme med at spise, men samtidig er jeg også begyndt at træne en hel del mere. Det er noget rod det hele.
Jeg vil gerne være tynd og slank, men det nytter jo ikke noget at lade være med at spise. Der er mange ting jeg holder mig langt fra, fordi det feder, og jeg sjipper på livet løs for at få forbrændt nogle kalorier.
Der ryger nogle cm... Jeg har tabt mig 7 cm rundt om hoften, og 7 cm i taljen den sidste måned. Det er fedt at have tabt sig, men for satan altså...

Jeg skal til lægen igen i denne uge for at blive vejet. Jeg er meget spændt på, om jeg faktisk har tabt mig eller ikke. Måske jeg i stedet har fået dannet en masse muskler? De vejer jo mere... jeg synes det er svært det her. Jeg føler bare det roder rundt og der er hverken hoved eller hale i noget som helst.

Når folk spørger hvordan jeg har det, er standardsvaret bare... "det ved jeg ikke". Jeg tror egentlig ikke, at jeg faktisk ved det. Jeg tror det virkelig ikke. Eller jo... jeg har det ikke godt, men hvad er det der er i vejen? Hvad er det der gør at jeg ikke har det godt? Jeg er faktisk ikke oprigtigt klar over det. Der er kun et kæmpe stort virvar inde i mit hovede... jeg føler ikke jeg kan hitte hoved og hale i noget som helst. Jeg er som besat men jeg ved ikke af hvad. Jeg har ikke lyst til at lave noget. Jeg vil helst bare gemme mig væk under min dyne. Men det går jo bare heller ikke. Folk tror altid jeg har det hele under kontrol. Jeg hader at være godt begavet, for det gør at folk har endnu sværere ved at forstå, hvordan jeg faktisk har det, fordi jeg er mester i at tage en maske på...

Og så er der den der skide tillid som jeg bare overhovedet ikke har til nogen som helst. Jeg ville faktisk ønske jeg havde. Jeg ville ønske jeg havde tillid til bare et menneske. Der er faktisk to som jeg vil gerne ville have det til, men det er ikke sådan muligt da vi ikke kan ses. Og heldigvis for jeg tror netop, at så ville jeg slet ikke kunne have den smule tillid som jeg faktisk har. Men nogle gange ville jeg ønske at jeg kunne blive holdt om. Bare et kram. At jeg kunne være lille og bare blive trøstet og få lov at være ked af det. Jeg lader aldrig nogen komme ind der, hvor det gør rigtig ondt. Jeg ville ønske jeg turde.

Jeg er så skide hamrende frustreret - someone please make it stop!!!