Når vrangen bliver vendt ud....

Normalt er jeg jo ikke en pige der viser følser, eller har styr på hvordan jeg egentlig har det. Jeg er ikke vant til, at mine følelser er mine, og at de er ok at have, uanset hvordan jeg føler. Jeg er slet ikke vant til, bare at have lyst til at græde, og faktisk også at gøre det ind i mellem. Slet ikke foran andre, så andre ser eller hører det.

Jeg kan godt nogle gange mærke, at jeg bare er ked af det, uden egentlig at vide hvorfor, men derfra til at vise det, og ikke mindst, sige det højt til andre, det er jeg ikke rigtig typen der gør og har aldrig været det.
Men jeg skal love for at det hele er blevet vendt på hovedet lige for tiden. Jeg føler virkelig vrangen er vendt ud. Jeg lever med følelserne uden på tøjet, det er noget helt nyt for mig, og jeg har svært ved at tackle det og rumme det. Meget svært ensige! Jeg kan virkelig ikke være i det, jeg kan ikke rumme det, og jeg er bange for hvordan andre tager det. Jeg kan mærke, at jeg virkelig har brug for hjælp til at lære at være i det!

Jeg skrev om den oplevelse hvor jeg bare begyndre at græde, hvor tårerne virkelig fik lov til at få frit løb. Det er lidt efter det, at det virkelig har ændret sig. Det var på vej den dag, for de følelser jeg havde den dag, er dem der for alvor raser nu. På en eller anden måde føler jeg det som en 3 års trods, jeg vil en masse og alligevel kan jeg ingenting. Jeg bliver enormt frustreret, jeg bliver sur, irriteret og enormt ked af det. Jeg kan ikke finde ud af at sige det, andre tolker det som at jeg bliver sur på dem, men det er bare ikke det der sker. Jeg bliver oprigtig frustreret indeni mig selv over at jeg ikke kan rumme det og sige det højt. Mmit selvværd er fuldstændig forsvundet og jeg har svært ved at se nogen glæde i noget som helst. Jeg har virkelig meget brug for, at andre bekræfter og fortæller at jeg er god nok, at jeg er noget værd etc... Endnu mere nu, end jeg nogen sinde har haft!

På en eller anden måde er det rart, at have vendt vrangen ud, samtidig gør det også rigtig ondt, for det gør mig endnu mere sårbar. Det er faktisk rart bare at kunne græde lige pludselig og så opleve at blive rummet af et andet menneske, men samtidig kan jeg jo ikke forklare hvorfor jeg græder? Jamen det gør bare så fandens ondt indeni, jeg kan ikke rumme det. Jeg kan ikke forklare det, jeg ved virkelig ikke hvorfor. Jeg er ikke sur og tvær, jeg er bare... enormt frustreret og enormt meget ked af det...

Jeg er virkelig som et lille barn lige for tiden, og jeg har brug for at blive passet på som et lille barn. Jeg har brug for at kunne fralægge mig ansvaret for en rum tid, og bare få lov til at lære mine følelser at kende, og ikke mindst lære at rumme dem. Men hvordan fortæller man andre mennesker det? Hvordan får man dem til at forstå, at det hele bare gør alt alt alt for ondt lige for tiden, at jeg ikke kan magte det. At jeg bare har brug for... at få lov til at være lille... at få lov til at have vrangen vendt ud og lære at leve med den side af mig også? En ny og virkelig ukendt side...

Den forløsende gråd!

Jeg vil fortælle jer om en virkelig underlig oplevelse. Jeg har aldrig oplevet mig selv på den måde før.
Jeg er normalt ikke en pige der græder. Jeg har meget svært ved at græde, og jeg gør det meget nødig, og virkelig virkelig sjældent. Jeg synes det er flovt, jeg kan ikke rigtig finde ud af det, jeg stopper mig selv i det, hver eneste gang jeg er lige ved at græde. Jeg er ofte rigtig sur på mig selv over, at jeg ikke engang bare kan finde ud af det. Jeg har tit tænkt, at det må være befriende bare at kunne give slip. Men... hvem skulle jeg overhovedet give slip overfor? En ting er sikkert, jeg ville aldrig aldrig turde gøre det, mens jeg var alene. Jeg ville være alt for bange for, at jeg ikke kan rumme min egen ked af det hed og de følelser det medfører...

Forleden aften havde jeg det ikke særlig godt. Det er sådan set bare som så mange andre gange, så ikke noget nyt under solen, men alligevel var det anderledes den her aften!

Jeg valgte at gribe min telefon, og var heldig at der sad en sød kvinde i den anden ende som tog imod mig. Jeg kunne ikke svare på hendes spørgsmål. Det hele blev bare "det ved jeg ikke" svar fra min side. Jeg blev bare mere og mere frustreret inden i, og lige pludselig var der bare et eller andet i mig der slog klik. Jeg begyndte at græde. I starten holdt jeg igen, men jeg fik faktisk formået at give slip. Jeg synes det var seriøst pinligt! Og alligevel tog hun bare imod mig, lod mig græde, opfordrede mig til bare at græde, sagde det var ok, trøstede mig igennem telefonen, stillede spørgsmål, og jeg græd bare mere og mere...
Jeg fik sagt en lille smule imellem den store tårestrøm, men det meste af tiden græd jeg bare, uden egentlig at ane hvorfor.

Jeg har aldrig oplevet noget lignende, jeg har aldrig oplevet noget så hårdt ! Jeg var seriøst træt bagefter da vi lagde på, havde virkelig ondt i kroppen, af at spænde så meget. Allligevel var jeg lettet. Det var befriende at have givet slip på den måde. Det var befriende at prøve den hulkende forløsende gråd, samtidig enormt skræmmende. Jeg er rigtig glad for, at hun tog imod mig på den måde. Samtidig skammer jeg mig også over det. Fuck hvor var det pinligt !

Samtidig må jeg jo også indrømme, at jeg håber på, at jeg kan gøre det en anden gang. Den forløsende gråd giver noget helt andet, end bare at græde en smule for at stoppe igen... Hun viste mig at det var ok og hun stod det igennem med mig. Hun rummede mig. Tak !