Jeg skulle sove skulle jeg...

Jeg burde ligge i min seng nu, jeg burde sove. Men jeg kan ikke. Jeg er rastløs og urolig. Jeg har tankemylder og har det ikke særlig godt.
Der er alt for meget oppe i hovedet lige nu. Jeg ved ikke om jeg kan sætte ord på det. Jeg vil prøve. Det bliver nok lidt en gang rod uden nogen mening...

Men hvordan skal jeg nogen sinde lære at elske mig selv? Jeg hader mig selv. Det er virkelig mildt sagt. Jeg hader min krop, jeg hader stort set alt der omhandler mig som person. Jeg føler mig på ingen måde god nok, alt jeg gør, kan altid gøres bedre. Når jeg ser mig selv i spejlet, er det eneste jeg ser, en stor fed tyk grim pige. Jeg er høj, jeg hader min højde. Jeg hader min vægt. Jeg er alt alt for tyk. Jeg er ikke tyk tyk, men jeg føler mig virkelig fed og klam og ulækker. Jeg ville gerne være lavere og tyndere, så jeg lignede de andre piger... Jeg vil gerne være tynd, som jeg var engang. Det var rart at være tynd. Nu er jeg bare klam og fed. Jeg synes virkelig jeg er grim. Jeg hader min krop, og alle de ar den er blevet påført gennem årene. Både de fysiske, men også de psykiske. Jeg hader mig selv, for at have skåret så meget i mig selv, at jeg i dag har ar rundt omkring på min krop. Jeg hader min far, for at have påført mig alle de ar på min krop.
Jeg omtaler aldrig mig selv med pæne ord. Jeg kan ikke finde ud af at tage imod ros og søde ord. Jeg afviser al ros der bliver givet til mig. Jeg kan virkelig ikke se, at jeg skulle kunne gøre noget godt nok?
Jeg har brugt hele mit liv på at blive trynet, at få fortalt at jeg ikke er god nok. Jeg er blevet gennemtævet og banket blå og gul. Far har været virkelig gemen imod mig. Jeg har virkelig svært ved at se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne komme til at holde af mig selv, og se mig selv som et helt menneske?
Hvordan skulle det nogen sinde blive muligt?

Gang på gang fejler jeg, og gør alle de forkerte ting, træffer alle de forkerte valg, afviser alle de forkerte personer. Tester forskellige folk så de opgiver mig, fordi jeg er totalt håbløs. Jeg bliver ind i mellem samlet op og båret et kort stykke tid, for kun at blive smidt igen, og falde endnu dybere end jeg var, da jeg blev samlet op. Der er aldrig nogen der egentlig følger mig til dørs og hjælper mig, så jeg føler mig hel. Ingen forstår rigtigt, hvordan det er at være mig, hvordan jeg har det indeni. Alle tror bare jeg er ok. Jeg hader det. Jeg hader mit liv. Jeg hader det virkelig.

For helvede hvor ville jeg ønske, at mit liv bare en gang i mellem ville fungere, så jeg faktisk kunne finde ud af det. Så jeg faktisk kunne vise tillid til et andet menneske...

Fuckings lorte liv...

For helvede hvor jeg hader det her lort. Jeg hader mit liv. Jeg hader mig selv. Jeg hader det. Jeg er træt af det. Fuckings lorte liv.

Jaaaaa jeg burde være så glad, flere ting er lykkes for mig det forgangne år, og alligevel er det hele bare stadig noget lort indeni. Jeg er SÅ fuckings træt af mig selv over at jeg ikke kan finde ud af at sætte ord på ting. Når chancen endelig er det, så klapper jeg i som en østers eller skøjter fint uden om uden at få talt om det der er indeni. Jeg er så træt af det. Jeg bliver sur på mig selv. Hvorfor helvede kan jeg ikke bare finde ud af det? Hvor dum kan jeg være? Så taler man med en man faktisk er rigtig glad for at tale med, og alligevel er jeg så møg hamrende DUM oppe i mit hovede, at jeg ikke får talt om det jeg havde brug for, så jeg bare stadig sidder med lortet indeni. Ihhh hvor er jeg bare dygtig eller noget.

Min vægt står stille lige pt. Jeg har ikke tabt mig i en måned nu. Fuck fuck fuck få nu den selvdisciplin tilbage kvinde ! Hvor doven har man lige lov til at være !?

Behøver jeg sige at jeg er fuckings træt af det hele lige nu? Nøj hvor ville jeg ønske at jeg kunne forsvinde langt langt væk... Eller i det mindste bare finde ud af at bruge mulighederne når de er der, i stedet for at være så DUM!

Det sorte føl...

Billeder kan ofte sige mere end ord....

Ingen overskrift...

Jeg føler mig rimelig tom for ord for tiden. Jeg er bare i en venteposition hvor jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op. Jeg er træt, jeg er uoplagt. Jeg gider ingenting. Jeg har mest lyst til, bare at lægge mig ind i seng og blive der, uden overhovedet at stå op igen.
Jeg kæmper en kamp med at spise stadigvæk. Jeg har formået at holde vægten i en måned, der er kun røget 100 gram. Det har været en kamp. Indeni bliver jeg jo tosset på mig selv, hvad fanden er det for en doven måned jeg har haft mig? Jeg ved jeg har tabt mig, selvom det ikke kunne ses på vægten... fordi der er røget nogle centimeter. Men det skal jo kunne ses på vægten også. Samtidig bliver jeg jo også glad for, at jeg faktisk har kunne holde vægten, selvom jeg næsten ingen ting har spist. Min krop er virkelig gået i selvforsvar og holder på alt hvad den overhovedet får. Jeg kan sgu godt forstå den !

Men jeg er træt af det ! Det er jeg virkelig. Jeg vil bare gerne være tynd og slank. Jeg vil bare gerne være fin. Men... det bliver jeg aldrig. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne blive fin? Jeg er jo det grimmeste der ca er sat på jorden. Tyk og fed.

Alle har planer om at jeg skal udnytte mit gode hoved. Fint nok. Hvad skal jeg dog udnytte det til? Jeg vil faktisk gerne have en uddannelse, men hvordan skulle jeg kunne få den? Jo hvis jeg havde nogen at støtte mig op af, nogen at vende mig til, når jeg bare vil give op. Men sådan en person har jeg jo ikke. Jeg kan ikke betro veninder sådanne ting... Det vil også være for meget at forlange af dem, at de skal træde til hver gang... eller? Jeg ved det ikke.

Jeg kunne godt tænke mig at få den skide studentereksamen og læse videre. Jeg kunne godt tænke mig at komme på universitet. Men nogle gange så tror jeg også bare, at det bliver fuldstændig urealistisk...
Jeg vil gerne lave noget frivilligt arbejde. Jeg har altid elsket mit frivillige arbejde de forskellige steder, men jeg kan ikke finde ud af, hvad der er det rigtige for mig efterhånden.

I aftes talte jeg med en kvinde som jeg efterhånden har talt med en del gange, der er et par stykker derfra, hvor jeg stille og roligt har fundet en tryghed ved dem. Efterhånden ved jeg, at jeg kan sige alt hvad jeg vil, og de vil stadig rumme mig og "passe på mig" igennem det, så jeg selv kan holde ud at være i det. Det er underligt, men også rart faktisk... Jeg får lov til at være mig selv, både på godt og ondt... og jeg får igen...
Vi talte en del om at skrive en bog. Eller at jeg skulle skrive en bog, at jeg allerede er gået igang, ved at have lavet den her blog. Jeg har tænkt tanken i mange år må jeg tilstå, men formen som jeg gerne vil skrive, er jeg også bange for, aldrig vil lykkes. Jeg synes det kunne være rart at skrive den på en måde, hvor den veksler mellem mig selv der skriver, og en der skriver sine tanker om mig. Hvor den anden person ligesom beskriver de fremskridt jeg måske ikke selv ser. Generelt hvordan den anden person opfatter mig og mine kampe. Fordi jeg ved det vil give et kæmpe modspil til hinanden. Det vil være som om det er to vidt forskellige personer der bliver skrevet om, men det er netop det der kunne gøre bogen rigtig god måske, netop fordi det viser hvor ringe jeg synes om mig selv. Men sådan en person findes ikke til at skrive den med mig. Eller jo det gør der måske, men forskellige ting gør at det ikke er muligt at gøre det. Vi jokede lidt omkring det, men... ja nogle gange ville jeg sgu ønske at det faktisk kunne lade sig gøre. Jeg er sær, I am weird, I know...

Life goes on... how to take a brake?