Ingen overskrift...

Jeg føler mig rimelig tom for ord for tiden. Jeg er bare i en venteposition hvor jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op. Jeg er træt, jeg er uoplagt. Jeg gider ingenting. Jeg har mest lyst til, bare at lægge mig ind i seng og blive der, uden overhovedet at stå op igen.
Jeg kæmper en kamp med at spise stadigvæk. Jeg har formået at holde vægten i en måned, der er kun røget 100 gram. Det har været en kamp. Indeni bliver jeg jo tosset på mig selv, hvad fanden er det for en doven måned jeg har haft mig? Jeg ved jeg har tabt mig, selvom det ikke kunne ses på vægten... fordi der er røget nogle centimeter. Men det skal jo kunne ses på vægten også. Samtidig bliver jeg jo også glad for, at jeg faktisk har kunne holde vægten, selvom jeg næsten ingen ting har spist. Min krop er virkelig gået i selvforsvar og holder på alt hvad den overhovedet får. Jeg kan sgu godt forstå den !

Men jeg er træt af det ! Det er jeg virkelig. Jeg vil bare gerne være tynd og slank. Jeg vil bare gerne være fin. Men... det bliver jeg aldrig. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne blive fin? Jeg er jo det grimmeste der ca er sat på jorden. Tyk og fed.

Alle har planer om at jeg skal udnytte mit gode hoved. Fint nok. Hvad skal jeg dog udnytte det til? Jeg vil faktisk gerne have en uddannelse, men hvordan skulle jeg kunne få den? Jo hvis jeg havde nogen at støtte mig op af, nogen at vende mig til, når jeg bare vil give op. Men sådan en person har jeg jo ikke. Jeg kan ikke betro veninder sådanne ting... Det vil også være for meget at forlange af dem, at de skal træde til hver gang... eller? Jeg ved det ikke.

Jeg kunne godt tænke mig at få den skide studentereksamen og læse videre. Jeg kunne godt tænke mig at komme på universitet. Men nogle gange så tror jeg også bare, at det bliver fuldstændig urealistisk...
Jeg vil gerne lave noget frivilligt arbejde. Jeg har altid elsket mit frivillige arbejde de forskellige steder, men jeg kan ikke finde ud af, hvad der er det rigtige for mig efterhånden.

I aftes talte jeg med en kvinde som jeg efterhånden har talt med en del gange, der er et par stykker derfra, hvor jeg stille og roligt har fundet en tryghed ved dem. Efterhånden ved jeg, at jeg kan sige alt hvad jeg vil, og de vil stadig rumme mig og "passe på mig" igennem det, så jeg selv kan holde ud at være i det. Det er underligt, men også rart faktisk... Jeg får lov til at være mig selv, både på godt og ondt... og jeg får igen...
Vi talte en del om at skrive en bog. Eller at jeg skulle skrive en bog, at jeg allerede er gået igang, ved at have lavet den her blog. Jeg har tænkt tanken i mange år må jeg tilstå, men formen som jeg gerne vil skrive, er jeg også bange for, aldrig vil lykkes. Jeg synes det kunne være rart at skrive den på en måde, hvor den veksler mellem mig selv der skriver, og en der skriver sine tanker om mig. Hvor den anden person ligesom beskriver de fremskridt jeg måske ikke selv ser. Generelt hvordan den anden person opfatter mig og mine kampe. Fordi jeg ved det vil give et kæmpe modspil til hinanden. Det vil være som om det er to vidt forskellige personer der bliver skrevet om, men det er netop det der kunne gøre bogen rigtig god måske, netop fordi det viser hvor ringe jeg synes om mig selv. Men sådan en person findes ikke til at skrive den med mig. Eller jo det gør der måske, men forskellige ting gør at det ikke er muligt at gøre det. Vi jokede lidt omkring det, men... ja nogle gange ville jeg sgu ønske at det faktisk kunne lade sig gøre. Jeg er sær, I am weird, I know...

Life goes on... how to take a brake?