Jeg skulle sove skulle jeg...

Jeg burde ligge i min seng nu, jeg burde sove. Men jeg kan ikke. Jeg er rastløs og urolig. Jeg har tankemylder og har det ikke særlig godt.
Der er alt for meget oppe i hovedet lige nu. Jeg ved ikke om jeg kan sætte ord på det. Jeg vil prøve. Det bliver nok lidt en gang rod uden nogen mening...

Men hvordan skal jeg nogen sinde lære at elske mig selv? Jeg hader mig selv. Det er virkelig mildt sagt. Jeg hader min krop, jeg hader stort set alt der omhandler mig som person. Jeg føler mig på ingen måde god nok, alt jeg gør, kan altid gøres bedre. Når jeg ser mig selv i spejlet, er det eneste jeg ser, en stor fed tyk grim pige. Jeg er høj, jeg hader min højde. Jeg hader min vægt. Jeg er alt alt for tyk. Jeg er ikke tyk tyk, men jeg føler mig virkelig fed og klam og ulækker. Jeg ville gerne være lavere og tyndere, så jeg lignede de andre piger... Jeg vil gerne være tynd, som jeg var engang. Det var rart at være tynd. Nu er jeg bare klam og fed. Jeg synes virkelig jeg er grim. Jeg hader min krop, og alle de ar den er blevet påført gennem årene. Både de fysiske, men også de psykiske. Jeg hader mig selv, for at have skåret så meget i mig selv, at jeg i dag har ar rundt omkring på min krop. Jeg hader min far, for at have påført mig alle de ar på min krop.
Jeg omtaler aldrig mig selv med pæne ord. Jeg kan ikke finde ud af at tage imod ros og søde ord. Jeg afviser al ros der bliver givet til mig. Jeg kan virkelig ikke se, at jeg skulle kunne gøre noget godt nok?
Jeg har brugt hele mit liv på at blive trynet, at få fortalt at jeg ikke er god nok. Jeg er blevet gennemtævet og banket blå og gul. Far har været virkelig gemen imod mig. Jeg har virkelig svært ved at se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne komme til at holde af mig selv, og se mig selv som et helt menneske?
Hvordan skulle det nogen sinde blive muligt?

Gang på gang fejler jeg, og gør alle de forkerte ting, træffer alle de forkerte valg, afviser alle de forkerte personer. Tester forskellige folk så de opgiver mig, fordi jeg er totalt håbløs. Jeg bliver ind i mellem samlet op og båret et kort stykke tid, for kun at blive smidt igen, og falde endnu dybere end jeg var, da jeg blev samlet op. Der er aldrig nogen der egentlig følger mig til dørs og hjælper mig, så jeg føler mig hel. Ingen forstår rigtigt, hvordan det er at være mig, hvordan jeg har det indeni. Alle tror bare jeg er ok. Jeg hader det. Jeg hader mit liv. Jeg hader det virkelig.

For helvede hvor ville jeg ønske, at mit liv bare en gang i mellem ville fungere, så jeg faktisk kunne finde ud af det. Så jeg faktisk kunne vise tillid til et andet menneske...