At spise når man er panisk angst for mad...

Det er ikke det letteste i verden kan jeg fortælle! Jeg ved ikke om jeg kan beskrive det. Men jeg vil prøve på det. Hen over det sidste år, er det gået meget op og ned med min spiseforstyrrelse. Jeg har tabt mig en del, taget noget af det på igen, men tabt det igen nu her.
Jeg var kommet lidt op, men nu er jeg kommet helt ned igen. Denne gang nok desværre langt værre end hidtil. Jeg er blevet virkelig bange for mad. Jeg er blevet bange for mad, på en helt anden måde end jeg tidligere har prøvet at være det.
Jeg har dog faktisk lyst til at spise, men jeg går i panik når jeg ser maden. Lige så snart jeg ser det, begynder mit hjerte at slå, hænderne begynder at ryste, jeg begynder at fryse og får det virkelig dårligt. Især når det er usunde ting eller ting med mange kalorier og kulhydrater. Jeg kan slet ikke røre ris, pasta og kartofler f.eks. Jeg kan slet ikke have det i min mund.
Grøntsager uden for højt kulhydratindhold går sådan rimelig ok, og kylling og fisk, men... det er stadig svært og det står slemt til.

Jeg kan ikke fordrage Cola - men jeg er begyndt at drikke cola - på den måde slipper jeg for at drikke særlig meget, for hvorfor drikke noget man ikke kan fordrage?

Jeg skammer mig over at sige det, men jeg kan faktisk godt lide det der sker med min krop lige nu. Jeg kan godt lide at jeg kan se at jeg er blevet tyndere. Jeg kan godt lide at mærke at min mave er blevet tyndere. Men det gør mig bange, at jeg bliver svimmel, at jeg ryster, at jeg fryser så meget som jeg gør... Jeg kan ikke holde varmen. Mit BMI er på nuværende tidspunkt 21.2 så det er jo ikke faretruende lavt overhovedet, men jeg er ved at være ok slank. Jeg kan bare ikke se det. Jeg kan virkelig virkelig ikke se det. I dag fik jeg ros for hvor slank jeg er blevet. Jeg havde en flot talje og det så godt ud... men jeg kan ikke se det. Jeg ser bare dellerne, jeg ser fedtet på maven. Jeg ser bulerne under blusen, maven der går ud over bukserne. Jeg ser alt det ulækre. Samtidig ser jeg også hvor tydelige mine kraveben er blevet.

Jeg føler mig godt og grundig personlighedsspaltet. Jeg føler mig.... ja hvad føler jeg mig egentlig? Jeg har tænkt meget over, om jeg egentlig ønsker at ændre på det. Mit svar er JA! Jeg ønsker faktisk at ændre på det. Men jeg ved virkelig ikke hvordan. Slet ikke nu hvor jeg er blevet så panisk angst og nærmest går rundt i et konstant angstanfald. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg får angst i tide og utide. I toget, i bussen, når jeg er ude at handle... det kan være når som helst. Det er mange år siden jeg sidst har haft det så slemt. Det er ikke så rart.

Der er blevet rodet godt og grundigt op og ned i alt lige for tiden. Jeg er startet i terapi - det er hårdt. Rigtig hårdt. Til trods for jeg ikke engang har været der så mange gange. Jeg håber at jeg snart finder fodfæste, for som livet er lige nu, så er jeg ikke i mig selv. Jeg lever ikke lige nu... Jeg føler jeg er ved at give op...

At føle sig røvrendt og gået bag om ryggen!

Det er den følelse jeg sidder med lige nu og jeg er virkelig virkelig ked af det !

Jeg har den her... veninde vel? Eller det troede jeg... Jeg har det ikke særlig godt for tiden. De sidste dage er det taget til, og humøret er helt i bund. Jeg kan ikke rigtig overskue noget. Jeg tager mig af de ting jeg SKAL, men resten får lov til at flyde. Jeg ligger under min dyne det meste af dagen, er angst og kan ikke finde ro.
Jeg forsøgte i aftes at række en hånd ud, fordi jeg havde brug for hende. Hun havde ikke mulighed for at være der på den måde jeg havde brug for det. Hvilket er fair nok. Her i dag forsøgte jeg at fortælle hvordan jeg føler lige pt. I stedet for at sige noget er hun i stedet gået fuldstændig bag om ryggen på mig, så jeg modtager pludseligt et opkald fra en mand jeg kun kender af navn, men aldrig har talt med eller andet. Jeg aner sådan set ikke hvem han er. Jeg blev både sur og uendeligt skuffet. Jeg betroede mig nogle ting til hende. Det er fair nok ikke at kunne rumme det, men at gå bag om ryggen på mig, på den måde, jeg føler mig så lousy og skuffet, mest af alt... svigtet...! Og enormt ked af det ! Jeg havde bare brug for at blive rummet... og et knus...

Jeg er virkelig virkelig ked af at hun vælger at gøre det her. Jeg troede på at det her var et venskab der kunne udvikles. Aftalen er at jeg skal holde juleaften der. Nu har jeg bedt hende om bare at glemme mig og jeg finder en anden løsning med juleaften. Skrådt op med det !

Det kan fandme være så fuckings lige meget. Jeg rækker aldrig hånden ud til andre, fordi jeg netop er så vant til at blive skuffet, svigtet og røvrendt. Nu blev jeg det så igen. Jovist hun har gjort det i den bedste mening - men for fanden - hun kunne i det mindste have været så voksen og fortælle mig det i stedet for bare at gøre det. Fuck hvor er jeg ved at være træt af at alle bare pisser på min tillid på den måde. Jeg gider simpelthen ikke det her lort mere ! Jeg er ved at give op......

At række hånden ud....

og ikke føle sig mødt eller forstået. Sådan har jeg det meget for tiden.
Jeg er ikke typen der beder andre om hjælp. Jeg beder aldrig andre om at gøre noget for mig, for jeg er vokset op med at skulle klare mig selv. Jeg tør ikke rigtig spørge andre om hjælp til forskellige ting. Det være sig alt lige fra lapning af cyklen til en at tale med, eller et kram. Jeg er bange for at blive afvist eller skuffet eller alligevel ikke at blive hjulpet.
Den seneste tid har jeg forsøgt at gøre det. Forsøgt at vise andre at jeg faktisk har brug for dem, men jeg føler mig ikke mødt i det.
Jeg spurgte en jeg kender, om hun havde tid til snart, at komme forbi... Jeg ville gerne have besøg af hende. Jeg havde brug for besøg af hende, jeg havde brug for at kunne sidde og snakke med hende alene... Men nej... ikke inden jul. Hendes kalender er fuldt booket. Det må blive efter jul og vi må tales ved i telefonen. Jeg ved godt jeg burde have skrevet mere tydeligt, at jeg har brug for hende, men det gjorde jeg ikke, og så er det jo min egen skyld. Det kan ikke betale sig nu, at skrive at jeg har brug for hende... for hun har jo alligevel ikke tid. Det er ikke det samme at tale i telefon med hende. Jeg har faktisk brug for at være sammen med hende og vide at hun er der.

Jeg har bedt om hjælp til noget el i mit køkken. To har tilbudt at hjælpe med det. Den ene er travlt og hængt op, den anden ligger familien syg og har gjort det lige siden hun sagde de godt kunne hjælpe. Sygdom kan de jo ikke gøre for, og det har jeg forståelse for. Den anden har travlt... jeg tog mig endda sammen til at spørge om de troede de fik tid ret snart... men nej... Der var alt for mange ting...

Hver gang skriver jeg jo bare tilbage at det er ok, at det ikke gør noget, vi klarer den jo nok osv... men samtidig bliver jeg bare ked af det indeni. Det burde jeg jo ikke blive. Jeg bliver ked af det, fordi jeg føler mig ikke god nok til deres selskab eller værdigfuld nok i forhold til dem. For de har en masse andre ting der er vigtigere.

Det gør faktisk rigtig rigtig ondt. Det gør mig ked af det og jeg bander det langt væk. Jeg forsøger at vise andre, at jeg faktisk har brug for dem, at jeg gerne vil tage imod deres hjælp, men jeg føler mig ikke mødt i det. Jeg føler mig konstant misforstået og uligeværdig i forhold til andre.

Jeg føler mig afsindigt alene lige for tiden. Fordi jeg har forsøgt igennem nogle måneder at række hånden ud til andre, men ikke blevet mødt. Jeg har forsøgt at sige til andre, at jeg har brug for dem. Jeg har forsøgt at betro mig til dem jeg kender, men uden nytte. Jeg føler mig overladt til mig selv. Tilsidesat. Jeg er ikke god nok.

Det gør mig faktisk ked af det....

Ikke for tæt

I dag vil jeg bare dele et digt med jer... Det er et gammelt et af slagsen, som i det er mange år siden jeg skrev det. Men det er stadig lige sigende...

Ikke for tæt

En flamme blafrer roligt
den skaber hygge
og brænder stille ned
Den har sin afmålte tid

Holder du dig i
passende afstand
kan du varme dine hænder
i flammen

Men går du for tæt
vil du opleve smerten
fra det overgreb der blev begået
På flammen der kvæles
før alt bliver mørkt

Nej, det er du der har besluttet dig for at det skal være sådan!

Arh og gaaaaah og irritation og frustration. Jeg er så træt af at få at vide at "vi har jo besluttet" og "vi talte om sidst" osv... Nej DU har besluttet, du har besluttet at det skulle være sådan, ikke jeg! Du spurgte sådan set ikke mig, men du går bare ud fra at det er bedst på den måde, for du mener at det får jeg mest ud af... du tvinger mig til at gøre noget jeg ikke er klar til!

Det gør mig virkelig virkelig frustreret og rigtig ked af det at andre tager sådanne beslutninger på mine vegne og tror at det er hvad der hjælper mig. For det er bare ikke sådan det er, desværre, det gør kun det hele ondt værre og gør det endnu sværere for mig at være i det og at kunne finde ud af det !

I aftes var en virkelig dårlig aften. Jeg kunne ikke finde ud af at være i mig selv og jeg kunne på ingen måde rumme mig selv. Jeg forsøgte at kommet til at tale med nogen, fordi jeg havde brug for at tale dagen igennem, men fordi der var så stort et virvar inde i mig blev jeg bare stille og sagde ikke så pokkers meget. Det første forsøg gik ikke særlig godt... Der var alt alt for stille og hun var netop sådan en der havde besluttet hvordan vores samtaler skal være, fordi hun åbenbart ved bedst.... men jeg kommer bare til at føle mig endnu mere misforstået end jeg i forvejen føler mig. Det endte med at jeg lagde røret på. Jeg sagde ingen ting. Jeg lagde bare røret og blev virkelig frustreret. Jeg forsøgte for fanden at sige at jeg ikke bare kan selv. Jeg sagde det faktisk!
Jeg forsøgte igen senere... det gik lidt bedre og alligevel ikke... Jeg afbrød ikke samtalen, men hun gjorde præcis det samme. Jeg skulle selv og hun kunne altså ikke osv... Jeg ville ønske at jeg kunne forklare hvor svært det gør det, hvor ondt det kommer til at gøre indeni at blive mødt på den måde. Jeg har brug for hjælp til at komme igang, jeg har brug for spørgsmål, og mest af alt tålmodighed og hjælp. Jeg skal sgu nok sige fra hvis jeg ikke vil, men jeg kan ikke selv, uanset hvor meget jeg ville ønske at jeg kunne. Det gør mig kun endnu mere frustreret og i tvivl og får mig til at føle mig endnu mere forkert, når ansvaret bare bliver lagt helt over på mig og jeg så skal forme samtalen.

I aftes var ikke lige aftenen hvor jeg havde brug for det oveni hatten.

Der er så mange ting jeg gerne vil skrive og forklare, men jeg kan ikke rigtig finde ordene..... Det må blive en anden dag.

Når vrangen bliver vendt ud....

Normalt er jeg jo ikke en pige der viser følser, eller har styr på hvordan jeg egentlig har det. Jeg er ikke vant til, at mine følelser er mine, og at de er ok at have, uanset hvordan jeg føler. Jeg er slet ikke vant til, bare at have lyst til at græde, og faktisk også at gøre det ind i mellem. Slet ikke foran andre, så andre ser eller hører det.

Jeg kan godt nogle gange mærke, at jeg bare er ked af det, uden egentlig at vide hvorfor, men derfra til at vise det, og ikke mindst, sige det højt til andre, det er jeg ikke rigtig typen der gør og har aldrig været det.
Men jeg skal love for at det hele er blevet vendt på hovedet lige for tiden. Jeg føler virkelig vrangen er vendt ud. Jeg lever med følelserne uden på tøjet, det er noget helt nyt for mig, og jeg har svært ved at tackle det og rumme det. Meget svært ensige! Jeg kan virkelig ikke være i det, jeg kan ikke rumme det, og jeg er bange for hvordan andre tager det. Jeg kan mærke, at jeg virkelig har brug for hjælp til at lære at være i det!

Jeg skrev om den oplevelse hvor jeg bare begyndre at græde, hvor tårerne virkelig fik lov til at få frit løb. Det er lidt efter det, at det virkelig har ændret sig. Det var på vej den dag, for de følelser jeg havde den dag, er dem der for alvor raser nu. På en eller anden måde føler jeg det som en 3 års trods, jeg vil en masse og alligevel kan jeg ingenting. Jeg bliver enormt frustreret, jeg bliver sur, irriteret og enormt ked af det. Jeg kan ikke finde ud af at sige det, andre tolker det som at jeg bliver sur på dem, men det er bare ikke det der sker. Jeg bliver oprigtig frustreret indeni mig selv over at jeg ikke kan rumme det og sige det højt. Mmit selvværd er fuldstændig forsvundet og jeg har svært ved at se nogen glæde i noget som helst. Jeg har virkelig meget brug for, at andre bekræfter og fortæller at jeg er god nok, at jeg er noget værd etc... Endnu mere nu, end jeg nogen sinde har haft!

På en eller anden måde er det rart, at have vendt vrangen ud, samtidig gør det også rigtig ondt, for det gør mig endnu mere sårbar. Det er faktisk rart bare at kunne græde lige pludselig og så opleve at blive rummet af et andet menneske, men samtidig kan jeg jo ikke forklare hvorfor jeg græder? Jamen det gør bare så fandens ondt indeni, jeg kan ikke rumme det. Jeg kan ikke forklare det, jeg ved virkelig ikke hvorfor. Jeg er ikke sur og tvær, jeg er bare... enormt frustreret og enormt meget ked af det...

Jeg er virkelig som et lille barn lige for tiden, og jeg har brug for at blive passet på som et lille barn. Jeg har brug for at kunne fralægge mig ansvaret for en rum tid, og bare få lov til at lære mine følelser at kende, og ikke mindst lære at rumme dem. Men hvordan fortæller man andre mennesker det? Hvordan får man dem til at forstå, at det hele bare gør alt alt alt for ondt lige for tiden, at jeg ikke kan magte det. At jeg bare har brug for... at få lov til at være lille... at få lov til at have vrangen vendt ud og lære at leve med den side af mig også? En ny og virkelig ukendt side...

Den forløsende gråd!

Jeg vil fortælle jer om en virkelig underlig oplevelse. Jeg har aldrig oplevet mig selv på den måde før.
Jeg er normalt ikke en pige der græder. Jeg har meget svært ved at græde, og jeg gør det meget nødig, og virkelig virkelig sjældent. Jeg synes det er flovt, jeg kan ikke rigtig finde ud af det, jeg stopper mig selv i det, hver eneste gang jeg er lige ved at græde. Jeg er ofte rigtig sur på mig selv over, at jeg ikke engang bare kan finde ud af det. Jeg har tit tænkt, at det må være befriende bare at kunne give slip. Men... hvem skulle jeg overhovedet give slip overfor? En ting er sikkert, jeg ville aldrig aldrig turde gøre det, mens jeg var alene. Jeg ville være alt for bange for, at jeg ikke kan rumme min egen ked af det hed og de følelser det medfører...

Forleden aften havde jeg det ikke særlig godt. Det er sådan set bare som så mange andre gange, så ikke noget nyt under solen, men alligevel var det anderledes den her aften!

Jeg valgte at gribe min telefon, og var heldig at der sad en sød kvinde i den anden ende som tog imod mig. Jeg kunne ikke svare på hendes spørgsmål. Det hele blev bare "det ved jeg ikke" svar fra min side. Jeg blev bare mere og mere frustreret inden i, og lige pludselig var der bare et eller andet i mig der slog klik. Jeg begyndte at græde. I starten holdt jeg igen, men jeg fik faktisk formået at give slip. Jeg synes det var seriøst pinligt! Og alligevel tog hun bare imod mig, lod mig græde, opfordrede mig til bare at græde, sagde det var ok, trøstede mig igennem telefonen, stillede spørgsmål, og jeg græd bare mere og mere...
Jeg fik sagt en lille smule imellem den store tårestrøm, men det meste af tiden græd jeg bare, uden egentlig at ane hvorfor.

Jeg har aldrig oplevet noget lignende, jeg har aldrig oplevet noget så hårdt ! Jeg var seriøst træt bagefter da vi lagde på, havde virkelig ondt i kroppen, af at spænde så meget. Allligevel var jeg lettet. Det var befriende at have givet slip på den måde. Det var befriende at prøve den hulkende forløsende gråd, samtidig enormt skræmmende. Jeg er rigtig glad for, at hun tog imod mig på den måde. Samtidig skammer jeg mig også over det. Fuck hvor var det pinligt !

Samtidig må jeg jo også indrømme, at jeg håber på, at jeg kan gøre det en anden gang. Den forløsende gråd giver noget helt andet, end bare at græde en smule for at stoppe igen... Hun viste mig at det var ok og hun stod det igennem med mig. Hun rummede mig. Tak !

Til dig der voldtog mig!

Hej...
Jeg skriver til dig, fordi jeg gerne vil have dig til at forstå, hvor meget du ødelagde for mig, den dag du voldtog mig. Jeg har brug for at du ved, hvad det er jeg går igennem nu... Jeg har brug for at du ved, hvor meget du ødelagde mit liv den dag.
Jeg har haft det virkelig svært, siden du overskred alle mine grænser. Jeg har meget svært ved at sove, jeg er bange og angst. Jeg har haft det virkelig dårligt psykisk lige siden. Hvordan kunne du overhovedet finde på at gøre det? Vi havde lavet en hel klar aftale inden du kom. Hvorfor respekterede du ikke, da jeg sagde NEJ til dig? Jeg forsøgte flere gange at sparke dig væk, jeg forsøgte at vride mig fri, jeg sagde nej, hvorfor hørte du det ikke? Forstod du slet ikke, at det ikke var det jeg ønskede? Jeg ville ikke være med til det, jeg sagde det til dig. Er du ikke bare en kende flov? Bare lidt? Gjorde det dig til en bedre mand, da du gjorde det? Hvad tænkte du egentlig på? Selvom jeg til sidst stoppede med at kæmpe imod, betød det ikke at det var ok det du gjorde!
Synes du virkelig, at det er ok at udnytte et andet menneske på den måde? Det har jo intet med sex at gøre... Du blev jo som et dyr. Det var meningen det skulle være rart for os begge, men det var det her ikke! Jeg ved ikke om du overhovedet kan sætte dig ind i min situation? Vi havde lavet en aftale, jeg stolede på dig, jeg havde lyst, jeg havde tillid til at du ville behandle mig ordentlig, så det var en rar oplevelse. Men det var det ikke. Tilliden forsvandt hurtigt. Jeg føler mig ydmyget og ussel. Jeg føler mig virkelig beskidt og ulækker.
Der er sket noget indeni mig, jeg kan mærke det hele tiden, det er der altid. Og det er virkelig ubehageligt. Det er en ubeskrivelig tristhed, og en masse ubehagelige flash backs, om hvad der skete den dag. Det er det jeg vågner op til om natten, og det er det der fylder mit hovede hele dagen.
Jeg er rigtig ked af, at du i den grad smadrede min tillid til mænd. Jeg ved ikke hvordan jeg overhovedet skal få det bedre? Jeg har den vildeste kvalme takket være dig. Men jeg tror måske naivt på, at det vil hjælpe mig at få sagt det her til dig.
Jeg har tænkt på, om jeg skulle melde dig til politiet, men jeg er bange for, at der alligevel ikke kommer noget ud af det. Egentlig er jeg heller ikke interesseret i, at straffe dig på den måde. Det, der er vigtigst for mig, er at fortælle dig, hvor ondt det har gjort på mig, så du forhåbentlig tænker dig om en anden gang, og ikke udsætter nogen som helst andre, for det samme som du udsatte mig for.
Du skal ikke kontakte mig igen!

Nogle gange....

Ville det seriøst være lettere bare at give op! Helt seriøst - jeg mener det!

Hvad er meningen overhovedet med livet? Du skal ikke vove på at sige 42, for det giver ingen mening overhovedet! Seriøst, hvad er meningen med at jeg er her? Hvorfor skal jeg trækkes rundt som en elefant i manegen hele tiden, hvor alle kan more sig kosteligt over mit liv og min færden? Hvorfor skal jeg udsættes for den smerte det er at leve livet? Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at forsvinde langt væk? Det giver jo ingen mening det her? Hvad er jeg overhovedet sat på jorden for?

Ja ja ja jeg ved godt hvad du vil sige, men ... det nytter altså ingenting! Jeg synes virkelig det er meningsløst at blive ved med at kæmpe. Det hele er jo bare et stort virvar oppe i mit forkvaklede hoved. Tankemylder, tankevirvar og et stort rod som jeg ikke aner hvordan jeg skal få hoved eller hale i.

Jeg er efterhånden der, hvor jeg bare virkelig ikke gider mere ! Jeg gider ikke engang forsøge at få et samtaleforløb, for jeg får jo alligevel altid afslag. Hver gang jeg endelig får noget i sigte, så får jeg det ikke alligevel. Jeg tror det er fåtallet af mennesker, der ved hvor hårdt det faktisk er hele tiden at løbe imod en mur. Alle bliver ved med at sige, jamen du er nødt til at blive ved. Men hvis de dog bare vidste, hvor hårdt det er, altid at skulle rejse sig op igen. Alene. For at kæmpe videre igen. Alene. Det er så ulige en kamp at det er simpelthen ikke fair!

Jeg ville ønske, at der var nogen til at gribe mig... for jeg er i frit fald....

Et rigtig svært valg er taget!

Puha!

En dyb indånding. Det er tiltrængt. Tårerne presser sig på... Jeg må hellere få forklaret lidt om hvad det er jeg har gjort!

Ganske enkelt og let sagt, så har jeg sagt fra! Simpelt som det er sagt!

Jeg har sendt et brev i går med posten... Imorgen når det frem til modtageren, behøver jeg sige at jeg er nervøs? Behøver jeg nævne at jeg er bange?

Jeg er hunderæd, jeg er nervøs, jeg er angst, jeg er et stort virvar af følelser på en gang og det er ikke til at holde ud. Jeg er grædefærdig og vil bare væk. Jeg er så bange for hvad det er jeg har gjort... samtidig er jeg også på en lykkerus fordi jeg faktisk HAR sagt fra nu. For fanden jeg gjorde det jo! Jeg sendte faktisk brevet, jeg gjorde det jo. Jeg har sagt klart og tydeligt NEJ!

Men hvad nu hvis han ikke respekterer det? Hvad nu hvis jeg ikke kan føre konsekvensen ud i livet? Hvad hvis jeg er for bange til at gøre det? Hvad hvis jeg alligevel ikke kan?

Der er rigtig mange spørgsmål der melder sig inde i mig. Men mest af angsten for ikke at være i stand til at handle hvis han ikke respekterer mit valg. For fanden jeg er nødt til det. Jeg kan, jeg vil, jeg SKAL gøre det ! Det nytter ikke noget det andet. Jeg ved jo godt et eller andet sted, at jeg har masser af mennesker der støtter mig, det kan godt være det ikke alle er IRL mennesker, men det er mennesker alligevel, selvom det ikke er nogen jeg kender personligt. Så ved jeg at jeg kan vende mig til dem og få støtte og opbakning til at stå ved min beslutning, og jeg har en IRL som støtter mig i det også. Jeg må simpelthen ikke være en kryster! Jeg skal klare det, jeg skal stå imod. Jeg skal! Jeg er nødt til det!

Men angsten er alligevel for stor....

Jeg har skrevet et par enkelte digte den sidste tid, det er ellers mange år siden jeg sådan rigtig sidst har haft gang i det...

Bare hold om mig
for det er det jeg trænger til
mest af alt
bare at mærke at der er nogen
der vil mig det godt

Ord er ikke altid nok
men en hånd på skulderen
et knus
det er hvad jeg har brug for
bare en gang i mellem

Jeg føler ikke der er nogen
føler et kæmpe had
føler mig uelsket
uønsket
intet værd

Jeg kan ikke klare mere
vil bare forsvinde
forsvinde ud i mørket
hvem skulle opdage det

Usynlig

Hold om mig
lad mig mærke at jeg er til
fortæl mig at jeg er værd
at holde af
at du faktisk holder af mig
som den jeg er

Mig

For jeg kan ikke føle det
jeg ved ikke hvor jeg skal finde det
Forstår du overhovedet hvorfor
jeg higer efter det

Det gør så skide ondt!

Jeg skulle sove skulle jeg...

Jeg burde ligge i min seng nu, jeg burde sove. Men jeg kan ikke. Jeg er rastløs og urolig. Jeg har tankemylder og har det ikke særlig godt.
Der er alt for meget oppe i hovedet lige nu. Jeg ved ikke om jeg kan sætte ord på det. Jeg vil prøve. Det bliver nok lidt en gang rod uden nogen mening...

Men hvordan skal jeg nogen sinde lære at elske mig selv? Jeg hader mig selv. Det er virkelig mildt sagt. Jeg hader min krop, jeg hader stort set alt der omhandler mig som person. Jeg føler mig på ingen måde god nok, alt jeg gør, kan altid gøres bedre. Når jeg ser mig selv i spejlet, er det eneste jeg ser, en stor fed tyk grim pige. Jeg er høj, jeg hader min højde. Jeg hader min vægt. Jeg er alt alt for tyk. Jeg er ikke tyk tyk, men jeg føler mig virkelig fed og klam og ulækker. Jeg ville gerne være lavere og tyndere, så jeg lignede de andre piger... Jeg vil gerne være tynd, som jeg var engang. Det var rart at være tynd. Nu er jeg bare klam og fed. Jeg synes virkelig jeg er grim. Jeg hader min krop, og alle de ar den er blevet påført gennem årene. Både de fysiske, men også de psykiske. Jeg hader mig selv, for at have skåret så meget i mig selv, at jeg i dag har ar rundt omkring på min krop. Jeg hader min far, for at have påført mig alle de ar på min krop.
Jeg omtaler aldrig mig selv med pæne ord. Jeg kan ikke finde ud af at tage imod ros og søde ord. Jeg afviser al ros der bliver givet til mig. Jeg kan virkelig ikke se, at jeg skulle kunne gøre noget godt nok?
Jeg har brugt hele mit liv på at blive trynet, at få fortalt at jeg ikke er god nok. Jeg er blevet gennemtævet og banket blå og gul. Far har været virkelig gemen imod mig. Jeg har virkelig svært ved at se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne komme til at holde af mig selv, og se mig selv som et helt menneske?
Hvordan skulle det nogen sinde blive muligt?

Gang på gang fejler jeg, og gør alle de forkerte ting, træffer alle de forkerte valg, afviser alle de forkerte personer. Tester forskellige folk så de opgiver mig, fordi jeg er totalt håbløs. Jeg bliver ind i mellem samlet op og båret et kort stykke tid, for kun at blive smidt igen, og falde endnu dybere end jeg var, da jeg blev samlet op. Der er aldrig nogen der egentlig følger mig til dørs og hjælper mig, så jeg føler mig hel. Ingen forstår rigtigt, hvordan det er at være mig, hvordan jeg har det indeni. Alle tror bare jeg er ok. Jeg hader det. Jeg hader mit liv. Jeg hader det virkelig.

For helvede hvor ville jeg ønske, at mit liv bare en gang i mellem ville fungere, så jeg faktisk kunne finde ud af det. Så jeg faktisk kunne vise tillid til et andet menneske...

Fuckings lorte liv...

For helvede hvor jeg hader det her lort. Jeg hader mit liv. Jeg hader mig selv. Jeg hader det. Jeg er træt af det. Fuckings lorte liv.

Jaaaaa jeg burde være så glad, flere ting er lykkes for mig det forgangne år, og alligevel er det hele bare stadig noget lort indeni. Jeg er SÅ fuckings træt af mig selv over at jeg ikke kan finde ud af at sætte ord på ting. Når chancen endelig er det, så klapper jeg i som en østers eller skøjter fint uden om uden at få talt om det der er indeni. Jeg er så træt af det. Jeg bliver sur på mig selv. Hvorfor helvede kan jeg ikke bare finde ud af det? Hvor dum kan jeg være? Så taler man med en man faktisk er rigtig glad for at tale med, og alligevel er jeg så møg hamrende DUM oppe i mit hovede, at jeg ikke får talt om det jeg havde brug for, så jeg bare stadig sidder med lortet indeni. Ihhh hvor er jeg bare dygtig eller noget.

Min vægt står stille lige pt. Jeg har ikke tabt mig i en måned nu. Fuck fuck fuck få nu den selvdisciplin tilbage kvinde ! Hvor doven har man lige lov til at være !?

Behøver jeg sige at jeg er fuckings træt af det hele lige nu? Nøj hvor ville jeg ønske at jeg kunne forsvinde langt langt væk... Eller i det mindste bare finde ud af at bruge mulighederne når de er der, i stedet for at være så DUM!

Det sorte føl...

Billeder kan ofte sige mere end ord....

Ingen overskrift...

Jeg føler mig rimelig tom for ord for tiden. Jeg er bare i en venteposition hvor jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op. Jeg er træt, jeg er uoplagt. Jeg gider ingenting. Jeg har mest lyst til, bare at lægge mig ind i seng og blive der, uden overhovedet at stå op igen.
Jeg kæmper en kamp med at spise stadigvæk. Jeg har formået at holde vægten i en måned, der er kun røget 100 gram. Det har været en kamp. Indeni bliver jeg jo tosset på mig selv, hvad fanden er det for en doven måned jeg har haft mig? Jeg ved jeg har tabt mig, selvom det ikke kunne ses på vægten... fordi der er røget nogle centimeter. Men det skal jo kunne ses på vægten også. Samtidig bliver jeg jo også glad for, at jeg faktisk har kunne holde vægten, selvom jeg næsten ingen ting har spist. Min krop er virkelig gået i selvforsvar og holder på alt hvad den overhovedet får. Jeg kan sgu godt forstå den !

Men jeg er træt af det ! Det er jeg virkelig. Jeg vil bare gerne være tynd og slank. Jeg vil bare gerne være fin. Men... det bliver jeg aldrig. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne blive fin? Jeg er jo det grimmeste der ca er sat på jorden. Tyk og fed.

Alle har planer om at jeg skal udnytte mit gode hoved. Fint nok. Hvad skal jeg dog udnytte det til? Jeg vil faktisk gerne have en uddannelse, men hvordan skulle jeg kunne få den? Jo hvis jeg havde nogen at støtte mig op af, nogen at vende mig til, når jeg bare vil give op. Men sådan en person har jeg jo ikke. Jeg kan ikke betro veninder sådanne ting... Det vil også være for meget at forlange af dem, at de skal træde til hver gang... eller? Jeg ved det ikke.

Jeg kunne godt tænke mig at få den skide studentereksamen og læse videre. Jeg kunne godt tænke mig at komme på universitet. Men nogle gange så tror jeg også bare, at det bliver fuldstændig urealistisk...
Jeg vil gerne lave noget frivilligt arbejde. Jeg har altid elsket mit frivillige arbejde de forskellige steder, men jeg kan ikke finde ud af, hvad der er det rigtige for mig efterhånden.

I aftes talte jeg med en kvinde som jeg efterhånden har talt med en del gange, der er et par stykker derfra, hvor jeg stille og roligt har fundet en tryghed ved dem. Efterhånden ved jeg, at jeg kan sige alt hvad jeg vil, og de vil stadig rumme mig og "passe på mig" igennem det, så jeg selv kan holde ud at være i det. Det er underligt, men også rart faktisk... Jeg får lov til at være mig selv, både på godt og ondt... og jeg får igen...
Vi talte en del om at skrive en bog. Eller at jeg skulle skrive en bog, at jeg allerede er gået igang, ved at have lavet den her blog. Jeg har tænkt tanken i mange år må jeg tilstå, men formen som jeg gerne vil skrive, er jeg også bange for, aldrig vil lykkes. Jeg synes det kunne være rart at skrive den på en måde, hvor den veksler mellem mig selv der skriver, og en der skriver sine tanker om mig. Hvor den anden person ligesom beskriver de fremskridt jeg måske ikke selv ser. Generelt hvordan den anden person opfatter mig og mine kampe. Fordi jeg ved det vil give et kæmpe modspil til hinanden. Det vil være som om det er to vidt forskellige personer der bliver skrevet om, men det er netop det der kunne gøre bogen rigtig god måske, netop fordi det viser hvor ringe jeg synes om mig selv. Men sådan en person findes ikke til at skrive den med mig. Eller jo det gør der måske, men forskellige ting gør at det ikke er muligt at gøre det. Vi jokede lidt omkring det, men... ja nogle gange ville jeg sgu ønske at det faktisk kunne lade sig gøre. Jeg er sær, I am weird, I know...

Life goes on... how to take a brake?

Jeg er fanget og frustreret!

Sidst skrev jeg lidt om anoreksien, og hvordan man hurtigt bliver fanget ind i det spind.
Jeg må indrømme, at jeg er fanget. Jeg forsøger ihærdigt at komme ud og fri af spindet, men jeg kan bare ikke.
Jeg er begyndt at komme ind i en lidt bedre rytme med at spise, men samtidig er jeg også begyndt at træne en hel del mere. Det er noget rod det hele.
Jeg vil gerne være tynd og slank, men det nytter jo ikke noget at lade være med at spise. Der er mange ting jeg holder mig langt fra, fordi det feder, og jeg sjipper på livet løs for at få forbrændt nogle kalorier.
Der ryger nogle cm... Jeg har tabt mig 7 cm rundt om hoften, og 7 cm i taljen den sidste måned. Det er fedt at have tabt sig, men for satan altså...

Jeg skal til lægen igen i denne uge for at blive vejet. Jeg er meget spændt på, om jeg faktisk har tabt mig eller ikke. Måske jeg i stedet har fået dannet en masse muskler? De vejer jo mere... jeg synes det er svært det her. Jeg føler bare det roder rundt og der er hverken hoved eller hale i noget som helst.

Når folk spørger hvordan jeg har det, er standardsvaret bare... "det ved jeg ikke". Jeg tror egentlig ikke, at jeg faktisk ved det. Jeg tror det virkelig ikke. Eller jo... jeg har det ikke godt, men hvad er det der er i vejen? Hvad er det der gør at jeg ikke har det godt? Jeg er faktisk ikke oprigtigt klar over det. Der er kun et kæmpe stort virvar inde i mit hovede... jeg føler ikke jeg kan hitte hoved og hale i noget som helst. Jeg er som besat men jeg ved ikke af hvad. Jeg har ikke lyst til at lave noget. Jeg vil helst bare gemme mig væk under min dyne. Men det går jo bare heller ikke. Folk tror altid jeg har det hele under kontrol. Jeg hader at være godt begavet, for det gør at folk har endnu sværere ved at forstå, hvordan jeg faktisk har det, fordi jeg er mester i at tage en maske på...

Og så er der den der skide tillid som jeg bare overhovedet ikke har til nogen som helst. Jeg ville faktisk ønske jeg havde. Jeg ville ønske jeg havde tillid til bare et menneske. Der er faktisk to som jeg vil gerne ville have det til, men det er ikke sådan muligt da vi ikke kan ses. Og heldigvis for jeg tror netop, at så ville jeg slet ikke kunne have den smule tillid som jeg faktisk har. Men nogle gange ville jeg ønske at jeg kunne blive holdt om. Bare et kram. At jeg kunne være lille og bare blive trøstet og få lov at være ked af det. Jeg lader aldrig nogen komme ind der, hvor det gør rigtig ondt. Jeg ville ønske jeg turde.

Jeg er så skide hamrende frustreret - someone please make it stop!!!

Spiseforstyrrelsens fangarme...

For en ti års tid siden blev jeg rask. Jeg kom ud af min anoreksi. Jeg har klaret det siden. Jeg har haft små tilbagefald, men jeg har alligevel klaret det. Jeg har kunne finde vej tilbage uden at nå helt derud, hvor det bare går helt galt igen.

Den her gang kan jeg ikke selv. Det gik galt. Jeg er stadig normalvægtig. Men vægten går nedad. Jeg kan ikke spise. Jeg forsøger, men jeg har kvalme, jeg kan bare ikke. Jeg føler mig fed, grim, tyk og vammel og ulækker. Jeg kan ikke forklare det.

Jeg kom hen til lægen for en uges tid siden, og jeg fik det nævnt for hende. Heldigvis tog hun det meget alvorligt. Jeg tror godt jeg kan lide hende lægen. Men jeg har svært ved at overholde vores aftale om maden. Aftalen til i dag, var at skulle spise aftensmad hver dag. Jeg overholdt det, undtaget en enkelt dag. Nu er aftalen så, til næste uge, at jeg skal spise aftensmad hver dag, samt spise morgenmad. Mængden er underordnet. Men jeg skal spise de to måltider. Lige nu virker det alt for uoverskueligt. Jeg kan slet ikke have det. Jeg forsøger, men for fanden... Det kører rundt oppe i hovedet. Den der lille stemme "følg mig følg mig" "jeg ved du kan klare det, par et par kg mere"... og så den fornuftige side. Jeg føler mig splittet. Jeg er splittet i to dele. Den fornuftige og den spiseforstyrrede. Jeg vil ikke derud igen, men jeg føler mig draget. Men hvad er jeg overhovedet draget af?! Vel for fanden ingenting? Et liv i helvede?! men... det er fristende...

Jeg håber bare jeg hurtigt kan finde tilbage igen. Lige nu kan jeg ikke holde mit liv ud !