Er det virkelig smerten værd?

Den tanke har jeg haft mange gange de seneste dage... Er det her virkeligt smerten værd? For jeg synes godt nok at det gør ondt!

Jeg startede i efteråret i terapi og har fået en super sød og rar terapeut. Hun virker meget kompetent. Ikke gammel, ikke ung, lige tilpas midt i mellem og det passer mig fint. Hun er meget omsorgsfuld og nænsom mod mig. Hun presser mig ikke til ting jeg ikke selv er klar til. Hun er ikke bange for at spørge og sige tingene direkte, og det kan jeg godt lide. Det har jeg brug for!

Men det er bare hårdt arbejde! Jeg er fandme ikke sikker på, at det virkelig er det værd? I så mange år har jeg bare overlevet, jeg har trådt vande for at holde mig oppe, jeg har hele tiden kun lige klaret det knap og nap, men jeg har klaret det! Smerten kunne jeg klare og holde ud, jeg kunne leve mit liv uden nogen bemærkede synderlig. Jeg har altid fået at vide at jeg virker som en stærk kvinde der har tingene under kontrol. Jeg har altid bare grinet lidt og tænkt HA i skulle fandme bare vide hvad der gemmer sig inde bag - jeg er slet ikke så sød og rar og stille som alle går og tror. Jeg er faktisk afsindig strid, egoist og pisse ligeglad med andre mennesker og deres følelser. Jeg viser det bare ikke.

Den seneste uge har jeg for alvor oplevet smerten ved at fortælle andre om de ting der skete engang... Mine flash back blev meget virkelige, alt for virkelige. Min terapeut fik overskredet en af mine grænser i et moment af tanketorsk. Hun ville bare hjælpe mig og intentionen var fin nok - hun glemte bare lige mig i det der. Big mistake og jeg har virkelig måtte kæmpe med det. Jeg har lykkeligt fortrængt, hvor slem og voldsom min angst en overgang var - jeg har lykkeligt glemt hvordan det er ikke at kunne ligge sig ned. Tænk sig en helt simpel ting som at LIGGE ned har været krop umulig for mig, bare tanken fik mig til at blive angst.

I går var jeg afsted igen, det har været en lang lang uge, men heldigvis fik hun samlet mig lidt op. Jeg græd det meste af samtalen. Jeg var angst og jeg havde det virkelig skidt. Men hun tog så godt imod mig. Hun var virkelig sød og nænsom overfor mig, tog sig af mig og forsøgte at hjælpe mig igennem det.

Men så fik hun lige sagt det der der bare gjorde ondt. Tortur... jeg har sgu da ikke været udsat for tortur! Jeg har været udsat for overgreb... Jeg blev så bange da hun sagde det, og da hun efterfølgende fortsatte sin sætning, hun havde ikke fantasi til at forestille sig hvad der skete efterfølgende, hun kunne kun gru for at det var endnu værre og det havde hun slet ikke lyst til, men hun gik ikke i stykker af at høre det. Jeg blev bange for ikke at blive troet på. Det fik jeg sagt til hende lidt senere i samtalen. Hendes svar var som tidligere, at hun ikke har den mindste grund til at mistro mig! Hele min fysiske reaktion siger hende det hele - jeg ryster, græder og har det rigtig skidt når jeg fortæller om det. Mest af alt at jeg bare sidder og ryster. Jeg kan ikke styre det - min krop begynder bare, det starter i fødder og ben og bevæger sig bare op igennem kroppen. Arhmen altså... hvor ynkeligt er det ikke lige?!

En ting jeg altid har gjort, er at krumme mig helt sammen. Jeg har aldrig brugt mig om at rette ryggen. Når jeg sidder ned foregår det helst i fosterstilling, trække benene op foran mig og holde om mig selv. Gerne vippe frem og tilbage eller rokke... Så føler jeg mig lidt mere tryg. Jeg kan ikke det der med at sidde ret op og ned - benene er altid over kors og armene foran maven. Jeg har faktisk aldrig tænkt så meget over det, indtil forleden hvor jeg talte med en kvinde, jeg godt kan lide. Vi talte lidt om hvordan det egentlig kunne være sådan? Jamen jeg ved det jo for fanden ikke kvinde !!! Om hun måtte fortælle mig tankerne omkring det? Joow altså det må du vel godt, eller det sagde jeg ikke, men hun fortalte mig det alligevel. Det gav sgu mening inde i mit hoved! Når hun f.eks forsøger at få mig til at tage nogle dybe vejrtrækninger helt ned i maven går jeg i panik, jeg tør ikke, jeg kan ikke! For så kan jeg jo ikke spænde i kroppen, jeg kommer til at græde for det meste, når hun hjælper mig igennem de vejrtrækningsøvelser. Så kort og godt, hvad sker der med mig, når andre prøver på at få mig til at tage en dyb vejrtrækning, eller hvis jeg ikke skal holde hen over maven, sætte benene over kors eller nogle af de andre ting jeg gør? Svaret er kort og godt....

Jeg føler at jeg går i stykker! Jeg føler jeg falder fra hinanden.

Hun har jo ret! Fuldstændig! Det var så rammende, det er jo lige præcis det der sker. I skrivende stund sidder jeg let foroverbøjet for at beskytte maven og jeg sidder med benene over kors. Jeg spænder i kroppen. Jeg kan ikke lade være?
Det var faktisk dejligt at hun sagde det, at hun gjorde mig opmærksom på det. For så er der noget helt konkret at arbejde med. Jeg skal have taget den med videre i terapien, for der er helt klart noget nyttigt der til hende. Jeg tror faktisk også jeg ved, hvordan det vil være gavnligt for mig, at terapeuten arbejder med det sammen med mig, og jeg tror også umiddelbart at hun er klar på den måde at gøre det på. Men det bliver ikke lige nu... Men jeg håber at kunne nævne det overfor hende en af de næste gange.

Så til spørgsmålet? Er det smerten værd? Nej fandme nej! Ikke lige nu hvor jeg gennemgår det hele, men jeg er nødt til det, jeg er nødt til at gennemgå smerten, for jeg vil være mere hel på den anden side - jeg vil, jeg skal, jeg KAN!