Når livet bare er skrøbeligt...

Jeg har egentlig ikke følelsen af at være ensom, men jeg har virkelig følelsen af at være Palle alene i verden, en verden hvor ingen forstår mig. Mildt sagt.
Jeg er virkelig en social analfabet! Og så er det sagt. Jeg kan ikke finde ud af at være sammen med andre mennesker, jeg kan ikke finde ud af at tale med andre. Jeg kan ikke finde ud af at holde fast i venskaber. Jeg fucker det altid op.
Jeg har åbenbart for høje forventninger har jeg nu fået at vide. Jeg synes egentlig ikke jeg har for høje forventninger... Er det for meget at forvente, at hvis man kalder sig for venner/veninder, at man så også ønsker at ses ind i mellem? Hvis man er venner skal man så aldrig ses? Giver man sig så ikke tid til at se hinanden?
Andet end bare lige til fødselsdage....

Når jeg forsøger at tage initiativ til samvær med andre, møder jeg stort set hver gang en afvisning, fordi der ikke er tid. "vi har så meget at se til"... Når man så forsøger at konfrontere nogle af vennerne med det, får man smidt i nakken at man også godt lige må udvise lidt forståelse, for det gør venner da. . .

For at være ærlig, så er jeg faktisk ved at være godt og grundig træt af mit liv. Så træt at jeg virkelig overvejer, om det her ER kampen værd? Nogle gange synes jeg det virker sådan... men... lige for tiden er det bare ikke sådan det er.
Når jeg forsøger at forklare mig bliver jeg misforstået. Jeg tror ikke folk forstår hvordan det er at være et svært omsorgssvigtet barn. Hvad det indebærer af godt og ondt, nok mest ondt. . . Andre forstår bare ikke, hvor meget ord betyder!

JA jeg er en tænker og ja jeg tænker rigtig meget over ting. Funderer og vender og drejer... Når jeg så forsøger  at gøre noget rigtigt, så fejler jeg. Jeg er så forbandet træt af det. Jeg ved godt at ingen er fejlfri og vi bare alle er mennesker, men jeg er så træt af at høre den undskyldning hele tiden. JEG skal have forståelse for andre og deres situation og alt i deres liv, for det gør venner da, men ... jeg føler mig virkelig ikke særlig forstået når jeg forsøger at vende mig ud til verden. Jeg brænder nallerne hver gang. Jeg må høre på alle mulige forskellige ting. Jeg må finde mig i altid at blive konfronteret, det er yderst sjældent nogen faktisk bare tager sig af mig, giver mig omsorg og trøst. Jeg tror faktisk aldrig jeg har oplevet det. Jeg bliver altid tvunget til at tage stilling til alt muligt og andres tanker omkring mig som person. Jeg hader det og det hænger mig langt ud af halsen.

Jeg har lige haft 14 dage som virkelig har trukket tænder ud. Virkelig meget. Jeg har været vågen nærmest 24 timer i døgnet, og ikke fået søvn eller hvile eller bare ro.... jeg har skulle være på hele tiden, og jeg har haft det af helvede til. Ikke en eneste gang er der nogen der har tilbudt mig hjælp eller støtte. For jeg klarer den jo altid. Jeg finder jo en måde at klare det på, jeg skal nok klare den. Det plejer jeg jo.... Folk har fuckings nok i deres eget.

Nå men guess what. Jeg klarer den ikke. Jeg kan ikke mere. Jeg hænger i med neglene og jeg er ved at miste grebet. Det fedeste er at vide, at der ingen er til at gribe mig når jeg falder.

Jeg er såååååå træt af altid at være den stærke. Hvis der er noget der er stærkt ved mig, så er det vidst kun lugten!
Nogle gange ville jeg virkelig bare ønske.... at der faktisk var nogen til at hjælpe og støtte mig. Ja jeg er så lav og fej at jeg faktisk er møg hamrende misundelig, når jeg hører alle dem der liiiige får støtte fra forældrene, eller andre der bare klarer tingene for dem for en periode... Hvis jeg tillader mig bare en time at falde fra hinanden så er der kun mig til at samle lortet sammen bagefter. Der er sgu ikke nogen der gør det for mig.

Mit liv er skrøbeligt, mit liv er sart. Jeg falder fra hinanden og ville ønske jeg kunne samle stumperne op, men denne gang kan jeg ikke. Jeg ved ikke hvordan og ingen forstår mig når jeg forsøger... Nogle gange ville jeg ønske jeg kunne tale det sprog andre talte, for så kunne det være de forstod mig? Jeg troede ellers jeg kunne tale deres sprog, men det må være russisk det jeg taler...

A lonely wandere is born alone, lifes alone, dies alone...