Tanker...

Tiden er noget underligt noget. Totalt cliché, nogle gange går dagen bare uden problemer, og andre gange snegler den sig afsted, og hun forstår ikke, hvorfor dagen dog ikke snart er gået.
De dage hvor tiden ikke vil gå, er nogle af de værste. Hun står op, kommer i bad, får tøj på, måske lidt at spise, forsøger at tage sig sammen til alle de ting der bare hober sig op. Tankerne overtager lige så stille dagen, så hun intet får gjort. Det er for fristende at kravle tilbage i sengen og trække sig ind i selvmedlidenhed, vel vidende om at det jo selvfølgelig intet nytter. Men dynen er rar, dynen er tryg. Den svøber sig om hende, lægger sig som en varm og tryg kappe over hende. Giver hende ro, og giver hende plads til at være sig selv. Der under dynen er det tilladt at være sårbar, der er det tilladt at græde, og dynen giver hende det kram, hun aldrig får....

Tankerne omhandler den opvækst hun ville ønske hun var for uden. Ofte føler hun skyld og skam over de ting der skete, men det er i hjertet, med hjernen ved hun godt, at hun jo ikke skyld havde i hans opførsel. Det gør det bare ikke ligefrem lettere. At sætte ord på det han gjorde er svært, hun føler hun har behov for det, men hun føler ikke hun kan. Det er grænseoverskridende og svært. Hun bliver bange og ked af det. Hun tør ikke selv ligge ud med det, hvis hun endelig har mulighed for at tale lidt om det, og andre er for bange for at gøre hende ked af det, så de undlader at spørge hende. Nogle gange har hun lyst til at råbe højt ud "så spørg mig dog for helvede bare" spørg hende, hold hende fast, vis hende at du er der hos hende, vis hende du har tid. Vis hende at det er ok... Trøst hende, hold af hende og hvis det er muligt, så hold om hende. Hun har brug for at nogle tror på at hun taler sandt. Hun har brug for at der er nogle, der tør høre på det, hun har at fortælle.....